Godt gået, Barosso, men..

Man kan på førstedagen af G8 topmødet læse, at EU-kommissionen vil foreslå ekstra bistand på € 1 mia., der er tilovers i landbrugsstøtte. Det var den gode nyhed. Den dårlige er, at han ikke nævner aktioner mod selve landbrugsstøtten, der netop skaber global fattigdom.

Foghs flertal er væk

Ny meningsmåling viser, at danskerne har vendt sig mod Regeringen. I dagens måling fra Catinét har VOK-blokken ikke længere flertal, Ny Alliance når ikke spærregrænsen og centrum-venstre er i fremgang med Enhedslisten fortsat i Folketinget.

Målingen kommer som kulminationen på en længere periode, hvor Regeringen og Anders Fogh Rasmussen har været ekstraordinært presset. Her er det også vigtigt at huske, hvordan regeringens toer, fest- og finansminister Lars Løkke, er blevet konfronteret med den ene dårlige sag efter den anden.

Kjønn og Lønn

Ét af de helt centrale emner i den danske debat i forbindelse med den netop startede strejke, er ønsket om en ligelønskommission. Her er SF i teten med et konkret forslag om en arbejdsgruppe, der skal komme med indstillinger til indsatser i juli 2009.

SF har ligeledes lagt op til en seriøs økonomisk indsats fra staten. I finanslovsforslaget er afsat 2 mia. kroner årligt til at lukke den lønkløft, som er åbenlys. Og pengene er selvfølgelig fuldt finansieret i det samlede forslag.

Klasse- og ligestillingskamp

I Sverige varsler 11.000 sygeplejersker og studerende kollektiv opsigelse, hvis ikke en lønstigning indfinder sig. Konkret kræver de 5000 kroner mere i posen. Dette er sket på privat initiativ og med så stor kraft, at utilfredsheden har sendt rystelser gennem hele det svenske system. Mange sundhedsstuderende siger lige ud, at hvis der ikke sker ændringer, så kommer de til at arbejde i Norge, når de er færdige.

I Sverige fører de klassekamp. Det handler om arbejdstagernes fortjeneste for det arbejde, de udfører. Eksempelvis når der i initiativtagernes manifest spørges:

“Hvor logisk eller moralsk forsvarligt er det, at sygeplejerskerne i Västerås er blevet tilbudt 3 procent i lønstigning, samtidig med at landstingsdirektøren har fået 50 procent i lønstigning?”

Hånt om energiindsats

EU-Kommissionen har i al stilfærdighed ændret regnemetoden for andelen af vedvarende energi i Europa, så tallet for den nuværende produktion bliver relativt højere i forhold til målsætningen for 2020.

Da stats- og regeringscheferne i marts sidste år satte den målsætning, at 20 % af unionens energi i 2020 skulle komme fra vedvarende energikilder, så blev det af mange set som en storstilet og ambitiøs plan, da andelen dengang blev tilskrevet 6,38 % af den samlede produktion. Men Kommissionen har allerede formået at hente 2 procentpoint på den konto – inden én eneste vindmølle er bygget.

Er regionale magtbastioner vejen frem?

Drømmen om det stærke og slagkraftige Europa lever i bedste velgående i mange dele af det politiske landskab. Der er føderalisterne, centreret omkring De Radikale og Venstre, som ganske enkelt lider under den overbevisning, at alt der kommer fra Bruxelles per definition er godt. Vi hører fra fok i centrum-venstre, at et stærkt og magtfuldt EU er en nødvendighed for at modstå USA og Kina. Devisen er tilsyneladende, at vi ikke vil lade Det hvide Hus eller andre hundse os rundt i manegen – og at alle skridt skal tages for at stoppe dette.

Det er heller ikke kun i EU, at politikken centreres om regionale magtbastioner, også i Asien, Sydamerika og Afrika er der tale om en regionalisering af væsentlige politikområder med EU som et utvetydigt forbillede. Man kan fristes til at tro, at vi i Europa har fundet guldet, men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis; ikke desto mindre bemærkes det om EU, at andre verdensdele vil kopiere os, dem omkring os vil være med – og at man skal være indenfor for at være imod.

Foghs valgkampagne kører på højtryk

Med Folketingsvalgkampen vel overstået for Statsminister Anders Fogh Rasmussen er han begyndt at fokusere på den næste kampagne i rækken. Han vil nemlig være formand for EU.

Fogh er i øjeblikket i Frankrig for at mødes med repræsentanter for dennes regering. Og efter alt at dømme har hans charmeoffensiv givet det afkast, han håbede på. Den franske Premierminister Francois Fillon kvitterede med at gentage den franske parole, nemlig at Fogh har ”kvaliteterne til at tage et ansvar på europæisk niveau”. For franskmændene er godt klar over, at vores Statsminister drømmer om, at blive Præsident for EU.

Per Stig: Det er en ommer!

Politiken.dk beretter nu, at Danmarks udenrigminister Per Stig Møller kraftigt nedtoner forventningerne til et eventuelt fremtidigt forbud mod klyngebomber. Han gør det med henvisning til, at store lande som USA og Kina vil hævde et behov for stadigt at bruge disse horrible opfindelser, hvis ofrer i op mod 98 % af tilfældene er civile.

I bedste fald er dette, som vi ser fra Per Stig Møller, en mildest talt mærkværdig forhandlingsteknik, for hvorfor melde ud på forhånd til amerikanerne mv., at man regner med at lade dem fortsætte brugen af våbnet?; hvorfor ikke gå målrettet efter et totalforbud og få så meget, som man kan?

Og det bringer os i virkeligheden til, hvad der nok skal ses som den mest sandsynlige forklaring på, hvorfor Per Stig Møller melder ud, som han gør, nemlig at han inderst ikke har nok at indvende med de bomber, som størstedelen af Danmark med rette væmmes over.

Men det er ikke godt nok: Klyngebomber skal forbydes, og det kan kun gå for langsomt. Og selv hvis Per Stig Møller ikke får amerikanerne til det skal Danmark gå foran med et forbud og en programerklæring om, at modarbejde disse til en hver tid.

Du kan læse artiklen her

Fogh snyder danskerne

Så blev det officielt: Danmark snydes for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. I går meldte Socialdemokraterne ud, at de ikke fandt grund til at spørge folket om Europas fremtid – og ikke overraskende fulgte regeringen i dag trop.

Anders Fogh Rasmussen viser ganske simpelt arrogance overfor danskerne. Flertallet vil gerne spørges, men Statsministeren frarøver befolkningen mulighed for at få indflydelse.

Og Statsministeren har en dårlig sag. Han baserer sin beslutning på en tvivlsom juristrapport, som i øvrigt er skrevet af de samme medarbejdere, som forhandlede for ham i EU, med henblik på at undgå at inddrage danskerne.

I SFU og SF vil vi fortsat kæmpe for en folkeafstemning om traktaten.

Endnu et nederlag for Bush

Iran er med alt sandsynlighed ikke i gang med at udvikle atomvåben, det fortæller en netop offentliggjort rapport fra samtlige 16 amerikanske efterretningstjenester.

Denne nyhed kommer som en bombe under administrationen i USA, der har søgt en mere og mere konfrontatorisk linie over for landet. F.eks. udtalte Dana Perino, der er talskvinde for præsident Bush, i slutningen af oktober, at ”problemet er Iran, og Iran har ikke opgivet sit forsøg på at udvikle et atomvåben”.

SFU er enige i rapportens konklusioner, nemlig at det ikke er Bush’ krigsretorik, men i stedet forhandlinger, der har fået iranerne til at stoppe udviklingen af våben, noget som skete i 2003, vurderes det. Og forhandlinger kan give yderligere indrømmelser fra det iranske regime. Derfor er dette også et tegn på, at Danmark skal distancere sig fra Bush i udenrigspolitikken og i stedet investere i FN og de europæiske lande, vi er enige med.

Det ku’ være så godt, men det bliver det ikke under VKO

Så kom VK regeringens grundlag til den næste periode. Men til trods for, at titlen er ”Mulighedernes Danmark”, at Anders Fogh Rasmussen talte om brede løsninger og der blev snakket om miljø, uddannelse og udland, så stod det hurtigt klart, at der ikke var meget nyt at hente hos den regering, der i de sidste to perioder direkte har skadet ovennævnte emner.

”Vi vil fortsætte vores arbejde fra de sidste seks år”, vedkendte Fogh da også – og vi kunne alle kende ham igen. Han har nemlig ikke tænkt sig at sige farvel til DF, men vil i stedet forsætte den faste, umenneskelige – og i hans øjne fair – udlændingepolitik. Og på grinagtig vis forklarede den konservative leder Bendt Bentsen en markant miljøindsats med flere buske i byerne.

Og når velfærd kom på tale, var der heller ikke noget at hente for dem, der rent faktisk bekymrer sig for området. Anders Fogh Rasmussen vil nemlig forsat hellere give skattelettelser end at investere og Bendt Bentsen fortsatte den tragikomiske underholdning ved at snakke om flere idrætstimer i stedet for at stå ved de nedslidte skoler og den underfinansierede gymnasiesektor.

Det ku’ være så godt, men det bliver det ikke under VKO.

Et opgør om fortiden

Hvor langt skal vi gå for at kende vor fortid til fulde? Og hvor megen uro er det værd at skabe, hvis man vil opnå indsigt i tidligere tider?

Vi skal til Polen. I dag et land med nyfunden demokratisme og international anerkendelse. Medlem af EU og NATO og ganske langsomt på vej til en europæisk storhedstid. Polen bliver om ikke så mange år den væsentligste økonomiske og politiske magt i Østeuropa. Det er de fleste enige om.

Men landet har en fortid. Det statskapitalistiske – eller det kommunistiske, som nogle kalder det – system kan de fleste polakker huske. Og det har sat sine spor. Og det er kampen om denne fortid, der nu er i gang.

Den nuværende konservativt, nationalistiske regering i landet, anført af præsident Lech Kaczynski og tvillingebroderen premierminister Jaroslaw Kaczynski, har gjort det til lov, at alle skal ud med sandheden om deres fortid, såfremt de vil have arbejde i staten. En erklæring under strafansvar for tidligere gerninger skal udfærdiges.
Menneskeretsorganisationer har raset og debatten gået højt i både Polen og resten af verden.

Til trods for, at der nok hovedsageligt ligger nogle strategiske overvejelser til grund for tvillingebrødrenes ønske om erkendelse, så får det én til at tænke. Deres væsentligste grund til ville et opgør, er et håb om, at få luget ud i kritikerne af deres ekstremt højreorienterede projekt; i et land med så mange “sorte fortider”, som det er tilfældet i Polen, er en erklæring som denne et effektivt middel.

Jeg har tidligere her på bloggen behandlet Tysklands fortid. Og mange overvejelser vil gå igen. Også i Polen har vi at gøre med en åbenlys homogenisering af historien, men der er også tilløb til en overdreven fokusering på gårsdagen; i så høj grad, at man risikere at glemme i morgen.

Mange af fortalerne for denne rensen ud, som de kalder det, siger at det ikke skal udvikle sig til en skuepladsmanøvre. Det skal være en positiv og sund oprydning af historien i et land, der trænger til en støvpudsning blandt fortidens gemmer.

Det er de store fisk, de vil gå efter – det er ikke alle og enhver. Det er den intellektuelle og ikke rengøringsdamen.

Og det er i virkeligheden her, min skepticisme tager til, for hvis vi har at gøre med noget universielt – et generelt opgør -, så burde denne skelnen jo ikke være nødvendig. Man foranlediges til at tænke, at vi ikke er vidne til et opgør af ærlig karakter, men i stedet karaktermord på en gruppe personer.

Polens noget roede historie med lige dele magtfuld kirke og stat i store perioder er resulteret i en befolkning, hvor fortiden for mange er noget, der skal gemmes væk. Man har samarbejdet med alt fra kommunister til fascister.

Det kan undre, at ikke flere i det demokratiske EU har gjort noget ud af, at presse polakkerne væk fra denne lov. Både fordi den stinker langt væk af politisk slagside og fordi den på absurd vis forsøger at negligere historien; med en tegneserieagtigt helte-skurke forestilling til følge. Og ligesom i alle andre godt fortalte historier vil vi nok på et eller andet tidspunkt erkende, at dem, vi troede var gode, ikke er så gode alligevel og omvendt.

En anden dimension er, at denne tvungne erkendelse, der er tale om, er uden nogle lignende fortilfælde, jeg kender til, i moderne europæisk historie. Denne aktive inkorporering af den herskende elites tanker om godt og skidt adskiller sig fra “traditionel” europæisk historie dogmatik. Marx havde ret i hans bemærkninger, om den herskende elites magt i forhold til, hvad der var godt og ondt, men denne magt kan bruges på mange måder. Kaczynski-brødrenes eksempel adskiller sig fra fortilfælde i Tyskland og Sovjet ved ikke at være momentane opgør i en umiddelbar efterkrigstid, men i stedet skal loven her fungere som en permanent politisk og menneskelig blacklisting af en gruppe personer, og dét er af åbenlyse årsager gruopvækkende.

Liberalisme betyder frihed – for hvem?

VU’s lyseblå formand Karsten Lauritzen er i fællesskab med den politiske ordfører for samme organisation, Thomas Banke, ude i lidt af en interessant dans. Banke pulserer, som det må forventes af en breaker i en glasbutik, mens Lauritzens smidighed nærmer sig det ækvilibristiske, i det han forsøger at smyge sig udenom den åbenlyse harme og vrede, VU’s politik naturligt befordrer.

180grader.dk disker op med følgende citat til os fra VU politiske resolution i 2005:

“Staten skal ikke bestemme hvorvidt man må have mere end en ægtefælle, dette må være op til de enkelte par at afgøre. Eneste krav for at få flere ægtefæller skal være den/de nuværende ægtefæller(s) samtykke.”

Og det var så alt, hvad VU det år havde at sige om familiepolitik (som eksempel til sammenligning kan siges, at emnet om “regulering af fyrværkeri” fylder en halv side.

Hvis man skal tro Thomas Banke, så er dette stadig ungdomspartiet holdning. “Hvis kvinder vitterligt ønsker at lade sig gifte ind i et harem, så mener jeg faktisk ikke at det en politisk opgave at blande sig i. Det må være folks frie valg,” siger han til 180Grader.dk.

Når jeg i indledningen kalder Lauritzen for lyseblå, så er det hans egne ord. En idealist med realpolitisk sans. Det skal jeg love for. Han starter sådan set fint nok, ved at benægte Bankes påstand om, at det flerkoneri er VU’s politik. Han beretter om talibanere, der undertrykker kvinderne. Men her er hans retoriske krumspring, som han kommer ud i, da journalisten stiller de logiske spørgsmål:

Er du enig i VU’s resolution?
“Jeg mener ikke, at man skal indføre flerkoneri i Danmark, og det mener VU heller ikke.”
Men er du enig i det, der er blevet vedtaget?
“Jeg har ikke stemt for den der resolution.”
Men er du enig i den?
“Altså, jeg er uenig i noget af det, der står i den, men principielt mener jeg ikke, at staten skal blande sig i samlivsformer.”

Og mine damer og herrer: vi har et status quo. Lauritzen falder i den samme gamle fælde som han og hans kumpaner altid snubler i. Han forveksler nemlig personlig frihed med noget helt, helt andet. Han plæderer for konservative konventioner, hvor familien er et forum, der er urørligt, og som ingen udefrakommende er i stand til at påvirke. Dette fordrer undertrykkelse.

Frihed og suverænitet er to forskellige ting. I et samfund med frihed vil VU’erens pseudoargumentation være utænkelig, for med absolut frihed for alle er undertrykkelsen umulig.

Suveræniteten – det er jo dette, VU vil have – er ikke så universel som ovennævnte frihedsbegreb, det er for dem, der er stærkest. Og når det er at blande sig, hver gang man søger at forhindre undertrykkelsen (for praktisk talt al erfaring med emnet viser jo, at undertrykkelse finder sted!) i de polygame familier, så er det suveræniteten til at undertrykke, man vil have.

Jeg har aldrig hørt udtrykket flermænderi. Det er der en grund til. Når man snakker om ægtefællekonstellationer med mere end to deltagere, så er det flerkoneri der er epicentret. Polygami-begrebet er endnu en af historiens forfærdende mange eksempler på mændenes chauvinisme i forhold til kvinderne – mestendels benyttet i konservativt (grænsende til doktrinisk) religiøse samfund.

Endnu et tilfælde, for dagens politiske liberalisme i virkeligheden ikke er liberal. Og hvor den ikke betyder frihed – i hvert fald ikke for alle!

Nu tager I jer sammen!

Er det nedværdigende, når der bliver sagt, at

“forestillingen om ‘fornuftige muslimer’, der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion”?

Mogens Camre

Og er det forhånende at udtale, at

“titusindvis og atter titusindvis af mennesker, der tilsyneladende civilisatorisk, kulturelt og åndeligt befinder sig i 1005 – i stedet for i 2005 – er søgt til et land, der for århundreder siden lagde middelalderen bag sig”?

Pia Kjærsgård

Ja, det skulle man synes, ikke sandt? Det mente også de 66 danskere, der lagde sag an mod otte medlemmer af Dansk Folkeparti for 12 forskellige udtalelser. På sin vis kunne det jo virke meget forståeligt – guderne vil vide hvor tit jeg har haft lyst til at gøre lignende eller værre ved selv samme mennesker; men ikke nok med det, nogle af udtalelserne burde jo være ren rutine fra statsadvokatens side – ovenstående to f.eks.

Men ak og ve – der gik sgu politik i den. De blev frifundet. Ytringsfriheden er åbenbart ikke lige sådan at få bugt med. Og det er jo denne frihedsrettighed, der var grundstenen i demokratiet, den vigtigste af dem alle? (Jeg tror, det var sådan de alle sammen sagde under Muhammed-krisen). Men så vil jeg da også bruge den vigtigste af mine frihedsrettigheder:

Nu tager I jer sammen! Hvis man i dagens Danmark er nået så langt i proportionsforvrængningen, når det kommer til menneskeværd, at man ikke længere kan se det som forhånende at skære titusinder og atter titusinder medmennesker over én kam og påstå at de i udvikling ligger tusind år tilbage, så er det ikke bare gået for vidt, nej det er decideret forrykt!

Og den jurist, der ikke kender ordet nedværdigende godt nok til han vide, at det netop er, hvad man gør, når man siger, at alle tilhængere af religionen Islam per definition er ufornuftige, så står det endnu værre til med den danske uddannelsessektor, end jeg havde frygtet.

En meget vigtig kommentar

Således står der i øjeblikket på forsiden af Christianias hjemmeside:

Politiet er ved at rydde Cigarkassen på Midtdyssen
-
Kom og hjælp
hjælp til at holde gemytterne nede
hjælp til at forsvare vores huse med fredelige midler
hjælp til at vise vi er mange

Denne kommentar er selvsagt meget, meget vigtig. Det er denne tankegang, langt de fleste mennesker, der ikke tror på normalisering som et positivt buzzword, lever efter. Det er denne måde at tænke oprør og protester på, som den brede del af alle os i denne rummelige bevægelse praktiserer. Denne bevægelse der ikke vil nøjes med frihed til forskellighed (dermed ikke sagt, at det er det, de borgerlige magthavere i øjeblikket dyrker, tværtom) – vi vil have tilskyndelse til forskelighed. At kaste med en flaske er lige så meget fascisme, som det at lægge folk i håndjern uden grund (for det sker i stigende grad i Danmark). Derfor: det er ikke dem, der kaster flasker, som repræsenterer den kamp, vi er så mange der kæmper.

Lige nu er der uroligheder på Christiania; ligesom dem vi så i forbindelse med Ungdomshusets nedrivning.

Vigtigt er det i denne sag, at det tilsyneladende ikke er christianitterne, der slås. Lige nu står der rent faktisk beboere rundt omkring på fristaden i chok og bemærker, at det jo ikke er folk, der lever på stedet, som skaber uro.

Jeg er utvetydigt og hårdnakket modstander af politisk motiveret vold, såvel som vold af nogen art, når det sker i et rigt smørhul som Danmark. Der er ingen undskyldninger.

Men når det er sagt, så skal I, der sidder og trækker i trådende ikke tro, at jeg giver jer ret. Denne gang er det Slots og Ejendomsstyrelsen, der krævede at politiet rev et hus ned, vel vidende at et civilt søgsmål om selv samme hus ville blive afgjort i næste uge. Det er ikke alene en heftig krænkelse af retssikkerheden, det er simpelthen forrykt.

I forbindelse med Christiania har det andre gange været regeringen, der ville nedrive adskillige lovligt opførte boliger (ifølge føromtalte styrelse). Er det, hvad ordet “normalisering” dækker over, at det er magthavernes ret at bestemme, hvem der må bygge hvor; og at de sågar må rive lovligt byggeri ned for at please nogle ærgerrige byggematadorer?

Det omtalte hus var ingen terrorredde eller det, der var værre. Det var et hus, der i 2002 var udsat for brænd, og som senere hen er blevet et sted, hvor hjemløse kunne overnatte. Dette ydmyge domicil var en tårn i øjet på dem, der ville “normalisering”. Er det det samfund vi vil have?

Nej vel!

Det franske valg V: Den forkerte mand (!) vandt

Vi var nogen, der havde håbet så inderligt. Men det blev dog heller ikke denne gang.

Frankrig her endnu engang valgt en ny leder, og vanen tro, fristes man til at sige, er det blevet en tonløs, konservativ mand. Et formørket sind, tvinges man til at bemærke.

Sarkozy er bestemt ikke min kop te. Med hans ministerium for indvandring og national identitet og hans afvisning af Tyrkiet med henvisning til bl.a. religionen og hans hetz mod det arbejdende folk i det land, han vil lede, og hans tro på patriarkatet med dets kvælende slips om halsen har han gjort det alt andet end muligt for anstændige mennesker at holde af ham.

Men jeg bemærker dog lys for enden af tunnelen. Dette valg blev nemlig første gang i mange år, at man anede en mulighed for sejr til den bedste kandidat til trods for, at hun var kvinde. Lad os håbe, at vi inden længe vil se denne nødvendighed ført ud i livet.

Det franske valg IV

Det er vist ved at være tid til endnu en status på det franske valg. Og lad os starte, hvor vi slap sidste gang: ved Bayrou.

Den første uge af anden runde var herren i centrum – i mere end én forstand – også en væsentlig faktor i det taktiske spil. Medierne fokuserede næsten mere på ham, end de gjorde på de “overlevende” kandidater.

Bayrou pegede ikke på nogen af kandidaterne. Han valgte at beholde den renhed og integritet, som han havde opbygget i løbet af valgkampen; denne var jo opnået netop i kraft af, at han havde lagt afstand til begge sider. Dog hører det med til historien, at han i det hele taget synes at have lagt sig tættere op at Sego end Sarko, blandt anden i kraft af en meget omtalt tv-debat med socialisten, som den medie-magtfulde borgerlige modkandidat fik begrænset virkningen af.

Men han er snu. Det er ikke dumt, hvad han gør (fortsætter sin neutralitet), om end det giver skuffede miner hos journalister og kommentatorer. Han venter på parlamentetsvalget om en håndfuld måneder og håber på et godt resultat – og så er han i øvrigt også begyndt at føre valgkamp til valget om fem år.

Og nu til status, som den er nu. Det allernyeste, som jeg kan berette om, det er denne debat, der her til aften har været mellem Royal og Sarkozy. Den er blevet spået til at have enorm betydning i forhold til udfaldet af valget. Den er vigtig for begge kandidater. Højre skulle ikke tabe og venstre skulle vinde, sådan sagt lidt karikeret.

Endnu mere karikeret, så kan jeg sige, at rollerne i debatten skulle være omvendt, i forhold til dem, de to kandidater traditionelt har haft. Som jeg flere gange tidligere har beskrevet, så har valgkampen påklistret dem prædikat med hver deres arketyper. Det er disse, de kampagnede på i første runde, hvor polariseringen tjente dem begge, og det er nu disse roller, de gør alt i deres magt for at ryste af dem.

Vi så en Segolene Royal, der gik så meget til angreb, som hun kunne – især i starten – og gjorde, hvad der var i hendes magt, for at fremstå mere som statslederpotentiale, hvilket vælgerne har tvivlet på, hun har i sig. Nicholas Sarkozy, derimod, gjorde hvad han kunne for at være den samlende kraft; han forsøgte at overtage Bayrous tanker om enighed, eller i hvert fald forlig, hen over midten.

Lykkedes det så? Ja det synes jeg. De fik begge kompenseret for deres svagheder og gjort en positiv figur ud af sig selv. Der er lidet tvivl om, at det er Royal, der har fået mest ud af denne aften – jævnfør ovenstående karikerede betragtning, så ville Sarkozy nok helst havde blevet hjemme. Men klarede hun det så godt nok?

Hun var i meget mere statsleder, end hidtil:

“Jeg vil få Frankrig ud af den situation, det befinder sig i i dag.”

Men bliver hun præsident?

Her er der ikke enighed blandt kommentatorerne. “Det er ikke sikkert!”, sagde Svenning Dalgaard, umiddelbart efter rosende kommentarer om hendes suveræne optræden her til aften.

Men jeg vil vove pelsen og give mit bud: nej. Og således har jeg hasarderet mig ud i noget at en win-win situation: får jeg ikke ret, så får Europa glæden af den (uden sammenligning, i øvrigt) bedste kandidat. Og vinder jeg, så er det fordi min analyse holder stik, netop at Frankrig ikke er klar til en kvinde, at hun ikke kan hente 6-8 %, lige meget hvor godt hun klarede den, og at han i virkeligheden er den af de to, der er mest fransk politiker. Han virker bare, som det logiske bud.

Det franske valg III

Så er den første runde i valget overstået. Som du formentligt har opdaget, var det Royal og Sarkozy, der gik videre. Der er således nu lagt op til et klassisk højre-venstre opgør i anden runde. Men der er mange faktorer, der skal regnes med, og mange brikker, der nu skal på plads, før vi kan danne os det overordnede billede.

Man må sige, at Sarkozy efterhånden fortjener prædikatet storfavorit. Han har ført i meningsmålingerne igennem det meste af valgkampen og han vandt første runde. I det hele taget, så er den modstand, som han har mødt på sin vej, på ingen måde sammenlignelig med den, som Royal har været ude for. Frankrig vil hellere have en bestemt fader, der kan irettesætte, end en blød moder. De vil ikke have en kvinde, ikke flertallet i hvert fald; og således skal Royal i tiden op til sjette maj overbevise om, at hun kan vinde til trods for, at hun er kvinde; mandschauvinismen – med dens perverse afhængighed af patriarkatet – lever godt og trygt i Frankrig, den er sågar accepteret.

Men de to vindere er ikke de eneste, der har indflydelse på, hvordan det valgkampen kommer til at forløbe de næste par uger. Så sikkert sidder Sarkozy ikke, for det handler nu om, at holde sine fløje samtidigt med, at man favner ind over midten. Altså har også de tabende kandidater har noget at sige. Len Pen blev valgets helt store taber med kun ca. 11 % af stemmerne. Både han selv og medierne, der jo har brug for at profilere ekstremisternes mulighed for at skabe sensationer, havde ellers brugt valgkampen på at overbevise om, at han var en reel kandidat, der næsten med garanti ville overraske. Det er svært at sige, hvilken indflydelse han vil få på det videre forløb, men da ham og Sarkozy kæmpede om de samme vælgere, og da UMP-kandidaten havde kopieret meget af Len Pens kampagnestil fra sidste valg, så bliver Sarkozy kritiseret for at have højrenationalistiske tendenser i sin politik – og den kan vise sig svært for han, når han skal kapre den midte, som Bayrou har siddet på i valgkampen.

Også Royal skal bearbejde sin fløj. Hun skal samle venstrefløjen og overbevise vælgerne om, at hun er i spidsen for en samlet alliance; det er både en kamp indadtil og udadtil, for selvom de små socialistiske, kommunistiske og grønne kandidater allerede har peget på hende, og selvom socialistpartiet (socialdemokraterne) selv har valgt hende til præsidentkandidat, så har hun stadig mange politiske fjender i sin nære omkreds, og det kan selvsagt nemt skabe problemer.

Men fløjene bliver ikke den største hovedpine for nogen af kandidaterne: det er derimod Bayrou. Han var valgets overraskelse med 18 % af stemmerne; det er slet ikke nok til, at gå videre, men alt for meget til, at nogen af kandidaterne kan ignorere ham. Skal man sige det firkantet, så sidder han med magten over, hvem der skal vinde dette valg. Den han peger på vil også ligge perfekt i kapløbet om at kapre midtervælgerne. Det er derfor ham, der sidder med mange af de vigtige kort til næste runde af valgkampen, om vi kan være helt sikker på, at han vil spille højt og kræve sig godt betalt, for at smide trumferne i nogen af kandidaternes favør. Valgkampen er derfor slet ikke slut for Bayrou.

Det franske valg II

Som fortsættelse til sidste post om det franske valg, vil jeg nu skrive lidt om, hvorfor denne afstemning har stor betydning for os her i Danmark og resten af verden. Og så bliver det nok indirekte en lille kommentar til Chiracs regeringstid.

Ved det sidste præsidentvalg i USA var der meget fokus fra samtlige europæiske medier. Hele valgmøder blev faktisk transmitteret på dansk TV, så vidt jeg husker. Det forholdt sig sådan grundet erkendelsen, at amerikanernes valg havde meget stor indflydelse på dansk politik og derfor danskernes hverdag. På samme måde skal man se på det franske valg, om end måske i mindre grad.

Da Chirac blev første gang blev valgt til præsident for snart tolv år siden var en af hans første beslutninger at gennemføre atomprøvesprængninger i Stillehavet. Det gav genlyd netop i det internationale samfund. Og Chirac har også spillet med musklerne i forhold til sine atomvåben ved senere lejligheder. For Frankrig er en stormagt – ja en mindre supermagt, hvis altså du spørger de franske præsidenter selv – og dette standpunkt har de aldrig været blege for at fremføre; det være sig både i tale og handling.

Hvis vi fortsætter i det militære spor, så havde Chirac jo også stor indflydelse da USA krigstog buldrede mod Irak med blandt Danmark på hjul. Sammen med Schröder i Tyskland dannede Chirac opposition til krigsdeltagelsen – blandt andet i Sikkerhedsrådet, hvor Frankrig har fast sæde.

Våben i det hele taget og atomvåben især, det er emner det vedrører hele verden, ikke kun dem, der lever i landet, der besidder dem. Ligeledes er der nok ikke mange, der kan huske tilbage på nyhedsudsendelserne i 2003, der vil benægte, at den præsident, som det franske folk havde valgt, havde stor indflydelse på den danske debat; og der er ingen grund til at tro, det vil blive anderledes med den næste af slagsen.

Der er dog al mulig grund til at tro, at den linie der vil blive lagt vil være meget forskellig alt efter hvem der kommer til magten.

Sarkozy har, ligesom Chirac, bebudet at være gaullist (ideologisk beslægtet med le Général, Frankrigs store fader, Charles de Gaulle). Franskmændene har dog forbehold i denne retning, de betragter ham mere som liberalist – noget der i dette land efter sigende er mere forhadt end kommunismen er det. Ligegyldigt hvad, så har Sarkozy slået sig op at være den store leder og den viljestærke mand, der kan værne om de franske værdier. Man må formode, at det er en linie, som han vil føre videre, når det kommer til udenrigspolitikken. Han bliver hård at forhandle med.

Men der er noget, der gør Sarkozy helt speciel, når det kommer til fransk udenrigspolitik og magtbalancen på det europæiske kontinent. Hidtil har det altid været sådan, at denne politiske gren består af to elementer: hypereuropæisme og antiamerikanisme. Førstnævnte står i øjeblikket på standby (det franske nej til forfatningen var en understregning af den usikkerhed, som det franske folk føler i forhold til det europæiske projekt – denne forbeholdenhed har Sarkozy taget til sig). I forhold til sidstnævnte, så vil valget et eventuelt valg af Sarkozy bringe en omvæltning med sig, for han afviser på ingen måde at samarbejde med amerikanerne på flere områder – han taler sågar for dette. Magtbalanceforskubbelsen, som jeg talte om, kan indtræffe idet, at vi så har både en fransk og en tysk statsleder, der forholder sig mere positivt til USA, end vi er vant til.

Og så til det kvindelige modstykke. Royal er mere som Frankrigs moder, den politiker, der lytter til befolkningen, og vil handle som de ønsker. Hun startede faktisk også ud i sin kampagne med at snakke for netop denne lidt diffuse udenrigspolitiske betegnelse, folkets stemme – kunne man sige, men måtte se sig presset til mere konkrete udspil. Og det er ikke gået lige godt for hende. Hun har haft flere uheldige udmeldinger, der er brugt til at sætte hende i et tvivlsomt lys, som en novice på den internationale scene (hendes største problem er nok, at det er lige, hvad hun er). Hun har dog forsøgt at råde bod på dette.

Der har ikke været snakket nok om de udenrigspolitiske emner i valgkampen, til at vi med rette kan danne os et overblik over, hvilken politik kandidaterne vil føre, men lige meget om det bliver den hårde fader eller den bløde moder – begge titler selvsagt misvisende karikerede – så kan vi dog regne med én stensikker ting: fransk stædighed og national stolthed.

Der, hvor vi danskere mest vil mærke til dette, er i EU. Den franske politiske elite har lige siden føromtalte de Gaulle været primus motor i det europæiske samarbejde, men franskmændene har altid været stolte over sit land, sin vin, sin mad, sit sprog, sin litteratur, sine institutioner – en stærk selvforståelse, kan man sige – og det vil fortsætte. Derfor bliver det – som altid – hårdt at forhandle med en hvilken som helst fransk præsident i Unionen.

Og når man adderer til det, at den franske befolkning i øjeblikket er meget skeptisk over for det Europæiske samarbejde – eller nej, det er forkert formuleret – skeptiske over for samarbejdets resultater og indvirkning på Frankrig, så har vi en præsident, der bliver svær og hård at gøre sig klog på.

Det franske valg

Jeg har i flere år fulgt fransk politik tæt og med diffus blanding af frygt og fascination, og derfor er det jo også med stor interesse og deltagelse, jeg har læst om den franske valgkamp i de sidste par måneder. Fransk politik er temperamentets politik. Den er spækket med intriger, beskyldninger, spin og brandtaler.

Den franske valgkamp er som ingen anden. Den bedste måde at fremhæve dette på er nok ved at gengive indledningen fra en artikel i weekendens Information (endnu en af mange udmærkede artikler i denne avis, der beskriver valgkampen med indlevelse og forstand):

“Mens verden endnu engang undrende ser til fra sidelinjen i et fransk præsidentvalg, kan ikke engang franskmændene finde ud af, hvad de vil.”

Denne gang er der især tre kandidater, som bejler til titlen som Frankrigs næste præsident. Socialisten (efter danske forhold: socialdemokraten) Ségolène Royal, den nationalkonservative Nikolas Sarkozy og François Bayrou (ædrueligt set, så er de første to nok de eneste reelle kandidater, men ethvert valg har brug for sin mere ”folkelige” underdog, som kommentatorerne kan gøre til genstand for megen analyse).

Royale og Sarkozy er begge professionelle politikere, det skal man ikke tage fejl af. Begge er de fantaster, når det kommer til den personfiksering, der er i republikken Frankrig i forhold til, hvem der skal lede dem den næste periode.

Ségolène Royal er den nye skikkelse, der dygtigt har spillet på, at hun er kvinde og af hin og andre grunde bliver set som mindreværdig af mange. Derfor skal hun selvfølgelig vælges, netop fordi hun er kvinde; sådan går logikken i hvert fald. Hun har sat sig selv i scene som modsætning til den konservative, tørre Sarkozy, der er gammel i gænge.

Han derimod har i valgkampen formået at vise sig selv frem fra en ny side. Han er blevet mere folkelig, om man vil. Det, der især gør ham næsten genial, er, at han formår at skifte ham igen og igen. Når der diskuteres kriminalitetsbekæmpelse og økonomi tordner han frem med autoritet og modenhed i de jakkesæt vi førhen kun kendte ham med. Men når det kommer til de mere bløde værdier, så skifter udklædningen. Den ene dag skjorte og slips, den næste pullover og lærredssko.

Men de har også deres svagheder. Som andre kvinder lyver Royal om sin alder. Hun er ikke så ung i magtens spil som hun vil gøre sig til, og det gør hende sårbar for personangreb og misforståelser. Blandt andet hendes egen mand har været en af hendes værste rivaler i valgkampens tidligere faser – om det var fordi han gerne selv ville have magten vides ikke, men det er den gængse holdning. Derudover er hun gang på gang blevet upopulær på udtalelser om udenrigspolitikken, blandt andet da hun udtalte sig om taleban på en sådan måde, at man ikke var sikker på, om hun troede de stadig var ved magten i Afghanistan.

Sarkozy har sit enorme temperament (den ene trussel om vold efter den anden dukker nu frem fra fortiden) og han har et liv i politik, der rummer så mange skyggepunkter, at det er en tabersag for ham.

Alt i alt lyder denne måde at føre valgkamp på meget trist og amerikaniseret. Ikke særligt demokratisk, ville mange mene. Men der er det vigtigt at holde for øje, at det franske folk, samtidigt med at have tradition for at være et verdens mest stolte men samtidigt desorienterede, faktisk kunne lære andre meget i forhold til at kvalificere sin stemme.

Om fransk politik er der nogen, der siger, at de første fire måneder af en valgkamp er opvarmning, de næste fire dage er stillingtagen og derefter stemmer man. Med andre ord er det vælgere der tager stilling. Det så vi f.eks. med forfatningstraktaten, hvor Frankrig var vært for den bedste og mest gennemgribende debat, der var at finde i Europa.

Men i år er der noget der er anderledes. De væsentlige politikområder er i nogen grad udeblevet fra debatten og den personfiksering, der altid er, har handlet mindre om deres evne til at lede og handle end den plejer og har mere fnidder, fnadder. Så selvom valgkampens elementer måske ikke stammer fra Amerika men i stedet er en fransk tradition, så er det faktum er de fylder så meget måske en amerikanisering.

Tiden vil vise, om der kommer mere kød på.

Indtil der, så er det svært ikke at læne sig tilbage og nyde den semi-intellektuelle soap-opera, som der er gang i nu.

Travlhed: Finland, Moldova og Landsmøde.

Hej derude… Tænkte det var ved at være tid til en opfriskning på, hvad jeg har gået og bedrevet den sidste tid med. For jeg har haft travlt. Der er især tre ting, som udover arbejdet skal nævnes. Blandt andet har jeg af flere omgange været ude at rejse

Jeg var i Finland og se ved selvsyn, hvordan de fører valgkamp deroppe. VANU (Ung Venstre) er SFU’s finske søsterorganisation – og det var sjovt at komme op og snakke med dem. Det finske valgsystem er meget anderledes end det danske og valgkampen er uhyre personfikseret. Derfor kræves det, at du bruger mere af din tid på at vise dit ansigt og nummer (på stemmesedlen) end på at diskutere politik

Og så har jeg været i Moldova, hvor jeg har været én af SFU’s repræsentanter til generalforsamlingen i ”European Network of Democratic Young Left”, ENDYL. Og det gik godt. Jeg stillede op til bestyrelsen og blev også valgt, så jeg er nu føje styrelsesarbejde af en international organisation til listen over spændene ting, jeg får lov at beskæftige mig med.

Vores Moldovianske kammerater tog sig tid til at vise os rundt i hovedstaden, Chisinau. Farverne brillerede ved deres ved deres fravær og gråtonerne ikke bare dominerede, men synes næsten at have monopol. Dermed ikke sagt, at det er trist. Jeg tror faktisk ikke, at jeg på noget tidspunkt fandt det elegisk. Selvom langt, langt de fleste bygninger var gamle og mange var ved at falde fra hinanden, i bogstaveligste forstand, så var der en positiv stemning.

Men hvad ved jeg. Hver gang, når jeg har været ude at rejse, står jeg tilbage med den samme følelse: jeg tænker, at jeg slet ikke har set tilnærmelsesvis nok til, at jeg kan udtale mig om et land. Sådan er det også denne gang. Hovedstaden, der selvom den siges, at rumme op mod en million indbyggere, ikke synedes at rumme de urban forhastelse, som man normalt forbinder med byer af den størrelse. Det var anderledes.

På min hjemmeside kan du finde billeder fra både Moldova og Finland.

Og slutteligt, så har der været landsmøde i SFU. Historisk stort. Historisk fedt. Så der har, som du nok kan fornemme, været rigtigt meget tryk på i de sidste uger. Men det er kun godt.

Eksisterer det nye, moderne Tyskland?

Jeg vil starte med at undskylde den inaktivitet, der med overgangen til wordpress er indtruffet på denne blog. Derefter er det tid til at præsentere dagens emne:

Kæresten og jeg tog til Berlin i vinterferien. Ud over, at vi missede bussen hjem og derfor var tvunget til at blive dernede en dag længere, så var det en fantastisk tur, som jeg gerne vil dvæle lidt ved.

Det er anden gang, jeg er i Tysklands hovedstad, og begge gange har fået mig til at tænke meget og længe over seriøse emner som krig, frygt og håb. Tysklands historie rummer alle disse ting i rigelige mængder og et besøg i Berlin vidner om dette. Overalt – og her skal ordet vitterligt forstås bogstaveligt – møder man ting, der fortæller eller minder om en tid med enten Hitler, DDR eller den overvældene tumult, som halvfemserne har bragt.

Jeg finder alle disse vidneudsagn betagende.

I Berlin så vi Hitlers monumentale og storslåede bygninger, som man forbander for den stank af fascisme, der følger med, men alligevel ikke har anden mulighed, end at betragte med ærefrygt og – ja – en underlig form for nydelse, som storslåede bygninger giver.

Mange steder ser man DDR’s betonblokke, der er frastødende og triste; der vidner om en tid så blottet for følelser, at selv basal instinktiv æstetik var undertrykt.

Og så er der alle påmindelserne om den seneste tid: omvæltningens. Nye glasfacader og flotte arkitektoniske buer skyder pralende op rundt omkring i den gamle by. Det er som om at nyt og gammelt både harmonere og er i krig. Granit og glas er som skabt til hinanden, så smukt er det, men ungdommen – de nye skud – kan nemt blive for kæphøje og kamme over og blive til mobbere, der hoverer historien.

Intet i Berlin er anonymt eller neutralt. Sådan føles det i hvert fald. Ikke nok med, at alle bygningerne synes slæbe rundt på hver deres dårlige samvittighed. Også hullerne gør mig ængstelig og nervøs. Ja, du læste rigtigt: hullerne. Overalt i Berlin er der huller. Frie rum, hvor der burde være bygninger, liv og konstruktion, men hvor der intet er. Man river ned, for at bygge nyt. Dejligt!, kunne man mene, men har man bare én gang tænkt tanken, at dette er nødvendigt pga. halvfjerds års totalitarisme og idioti, så bliver det aldrig det samme igen.

Det kan måske lyde som, at Berlin er en trist by – og antagelsen er nok ikke helt uden rod i sandheden, men det er ikke helt rigtigt alligevel. Der er noget udefinerbart smukt over de skift i tempi, man møder, når nyt og gammelt krydser bane. Følelsen af historiens vingesus og morgendagens Europa avler ærefrygt og tro på storhed.

Det er fantastisk – og i øvrigt også uhørt – at man får adgang til så megen historie og så megen brændstof til (efter)tanker på et og samme sted – i én og samme by.

Jeg elsker i hvert fald Berlin.

Én ting ved Tyskland er dog kvalmende og næsten lige så trist som den fortid, den både dyrker og taget afstand fra. Det er tyskernes kommercielliering af alt, hvad der har med fortiden at gøre. Anført af sloganet ”historien må aldrig glemmes” har landet taget dets plettede fortid til sig, gjort det til en del af dets identitet og bruger nu meget energi på at eksponere og eksportere dette faktum.

Alt er til salg.

Informationer og troværdighed er populærere. Men også stykker af muren i nøgleringe og autentiske DDR-askebægre er typiske handelsvarer.

Som sagt: alt er til salg.

Man kunne få fornemmelsen, at selverkendelsen er gået over gevind og der eksisterer intet nyt, moderne tyskland – kun videreføreren af historien.

Pludseligt blev Big-Brother interessant

Spørger du producenterne af alle de tv-serier, som vi bombarderes med, om der er noget udfordrende og horisontudvidende ved det program, som de har skabt, så siger de fleste af dem formentligt ja. Det kan vi dog ikke pr. automatik tage for gode varer

Nej, vi har nok alle sammen vendt os til, at reality-TV, det er noget som vi alle siger, at vi ikke ser, men så engang alligevel kommer til at følge en smule. Der er noget dejligt opløftende over desperate ekshibitionister, der på fornedrende vis gøres enten til grin eller opløftes til overmennesker på TV. Vi elsker det alle sammen.

Men nu er der pludseligt sket noget. En celebrity udgave af Big Brother skabte som bekendt international uro mellem England og Indien. På programmet var både debat om racisme, grænserne for TV-shows og landendes fælles – og i det store hele voldsomme og ubehagelig – historie sammen

Sagen blev så presserende, at Tony Blair måtte udspørges om det. Jeg ved ikke, om det er første gang, at en statsleder har skullet svare på spørgsmål om en bestemt episode af en konkret tv-serie i sit eget parlament.

Men jeg håber det så sandelig.

Men hvad var det i det hele taget, som satte uroen i gang? Jo, den indiske skønhed (indernes egne ord og bevares – jeg giver dem ret) Shilpa Shetty blev offer for racistiske bemærkninger i showet. Der blev blandt andet sagt:

“Det er ikke mærkeligt, at de er så tynde i Indien, hvis det er sådan, de steger en kylling (…) Man kan jo heller ikke vide, hvor de fingre har været”.

Det er såmen ikke så interessant, at Shilpa er blevet hånet og forulempet. Skræmmende og kvalmende er det dog altid, når man støder på racisme. Men desværre (og det er med tryk på desværre) sker det overalt og konstant. Det virkeligt interessante er jo, at denne sag blev så stor. At der blev taget stilling til den – og at man gjorde noget ud af det.

Den fik også en lykkelig udgang, kan man synes. ”Mobberen”, den tidligere skønhedsdronning Danielle Lioyd (det var hende med kyllinge-kommentaren) er blevet uhyre upopulær i England. Den værste af plageånderne blev smidt ud af showet. Og Shilpa vandt showet.

Og inderne – og her kommer i virkeligheden det, der i særdeleshed er væsentligt – gav deres tidligere koloniherrer en tiltrængt reminder om deres fælles historie. Offeret og mobberen i denne realityserie blev pludseligt mere en blot kendisser – de var symbolerne på det land, som de repræsenterede.

Selvom englænderne (heldigvis) var nok så fortørnede over den måde, som Shilpa blev behandlet på, så have showet lidt en glans over sig af et international topmøde, som disse vil tage sig ud i det enogtyvende århundrede. Her havde vi de to landes delegerede – to folkekære skønheder, der er kendt for dén væsentligste egenskab: deres udseende – som mødtes der, hvor tingene sker: omgivet, overvåget og spækket med kameraer.

Hvem var den bedste scenelus, som kunne henlægge seerne til dån og underkastelse?

Men ikke nok med det. For dette blev også en af de første gange, hvor producenterne af disse shows rent faktisk har fået ret i, hvad de lover, nemlig at reality kan være uddannende. Denne udgave af Big Brother er blevet, om end tilfældigt, hvad genren har uanede muligheder for: nemlig en debatskabende institution og en spiller i den konstante værdidiskussion, der kendetegner et hvert samfund.

Det er i kløften mellem de psykologiske eksperimenter og den nøje planlagte morale af disse, at man finder reality’ens værdi. Man må aldrig (!) tage hvad man ser i disse shows for gode varer eller sandfærdige udsagn, men vi har nu et eksempel på, at de dog er brugbare som noget andet end dokumentarprogrammer (som de gerne hævder at være) nemlig som kataloger af cases, der kan bruges når tankerne skal i gang og debatten lives nødvendigt op.

Lad os få en monster af en traktat

Der var engang, hvor Danmark gik forrest i kampen for folkelig deltagelse og stillingtagen i forhold til EU. Dengang havde vi heldigvis en stærk tradition for folkeafstemninger, når ny EU-politik skulle gennemføres. Men måske er den historie snart snip-snap-snude

Afstemninger om hvilken retning EU skal bevæge sig i, har altid været frygtet af den Europæiske elite. Hvor galt det kan gå, det så vi, da først den franske og så den hollandske befolkning vendte tomlen nedad til forfatningen. Tænk sig – her havde vi nogle folk, der havde den frækhed at sætte sig ind i konsekvenserne af den nye tekst og så som en anden sventyrfigur sige: “Duer ikke, næste!”.

Oligarkiet i kommissionen og de fleste andre i Bruxelles har været i chok lige siden.

Danmark har – for det meste i hvert fald – stået fast på, at markante ændringer i såvel politikken som de institutionelle udformninger af det demokrati, som kendetegner det, ikke skal gå igennem uden folkeafstemning. Indtil nu.

Fogh gjorde det nemlig på tirsdagens pressemøde klart, at han og regeringen ikke har taget stilling til “en eventuel folkeafstemning i Danmark”. Han vil ikke love, at en sådan kommer. Juridisk kan det lade sig gøre, hvis ikke der er tale om decideret suverænitetsafgivelse.

Men alligevel er Statsministerens udtalelse mildest talt absurd.

Det er næsten umuligt at forestille sig, at det nuværende EU kan forfatte en traktat, der ikke rummer de samme grundlæggende fejl, som EU gør. Lige meget, om man ser på EU’s struktur eller de politiske og økonomiske projekter, som det kaster sig over, så er der nogle enorme problemer, som skal overkommes. En miniforfatning, som kan listes igennem de nationale parlamenter vil ikke gøre op med disse problematikker.

Alt det til side, så er det en kedelig udvikling, hvis vi i Danmark skal til at slække på vores EU-demokrati, hvor der i virkeligheden burde strammes. Jeg er klar over, at Nice-traktaten heller ikke blev ratificeret ved en folkeafstemning, men det var i mine øjne også forkert.

Skulle det utænkelige ske, at det lader sig gøre for det nuværende EU at kreere en traktat, der udelukkende er af institutionel karakter – uden ændringer i suverænitet og politik, så er det heller ikke godt nok. For ikke før vi får et EU, der helhjertet kæmper for sociale forbedringer, gør sit til at stoppe internationale uligheder (væk med landbrugsstøtten og toldbarriererne) og indfører reelt demokrati i sin opbygning, så kan vi ikke være unionen bekendt.

Lad os få en moster af en revidering, hvorom der ikke kan herske tvivl i forhold til om den skal ratificeres i Folketinget eller ved afstemning.

Og kun en gennemgribende reform af EU kan sikre dette.