Lad os få en monster af en traktat
Der var engang, hvor Danmark gik forrest i kampen for folkelig deltagelse og stillingtagen i forhold til EU. Dengang havde vi heldigvis en stærk tradition for folkeafstemninger, når ny EU-politik skulle gennemføres. Men måske er den historie snart snip-snap-snude
Afstemninger om hvilken retning EU skal bevæge sig i, har altid været frygtet af den Europæiske elite. Hvor galt det kan gå, det så vi, da først den franske og så den hollandske befolkning vendte tomlen nedad til forfatningen. Tænk sig – her havde vi nogle folk, der havde den frækhed at sætte sig ind i konsekvenserne af den nye tekst og så som en anden sventyrfigur sige: “Duer ikke, næste!”.
Oligarkiet i kommissionen og de fleste andre i Bruxelles har været i chok lige siden.
Danmark har – for det meste i hvert fald – stået fast på, at markante ændringer i såvel politikken som de institutionelle udformninger af det demokrati, som kendetegner det, ikke skal gå igennem uden folkeafstemning. Indtil nu.
Fogh gjorde det nemlig på tirsdagens pressemøde klart, at han og regeringen ikke har taget stilling til “en eventuel folkeafstemning i Danmark”. Han vil ikke love, at en sådan kommer. Juridisk kan det lade sig gøre, hvis ikke der er tale om decideret suverænitetsafgivelse.
Men alligevel er Statsministerens udtalelse mildest talt absurd.
Det er næsten umuligt at forestille sig, at det nuværende EU kan forfatte en traktat, der ikke rummer de samme grundlæggende fejl, som EU gør. Lige meget, om man ser på EU’s struktur eller de politiske og økonomiske projekter, som det kaster sig over, så er der nogle enorme problemer, som skal overkommes. En miniforfatning, som kan listes igennem de nationale parlamenter vil ikke gøre op med disse problematikker.
Alt det til side, så er det en kedelig udvikling, hvis vi i Danmark skal til at slække på vores EU-demokrati, hvor der i virkeligheden burde strammes. Jeg er klar over, at Nice-traktaten heller ikke blev ratificeret ved en folkeafstemning, men det var i mine øjne også forkert.
Skulle det utænkelige ske, at det lader sig gøre for det nuværende EU at kreere en traktat, der udelukkende er af institutionel karakter – uden ændringer i suverænitet og politik, så er det heller ikke godt nok. For ikke før vi får et EU, der helhjertet kæmper for sociale forbedringer, gør sit til at stoppe internationale uligheder (væk med landbrugsstøtten og toldbarriererne) og indfører reelt demokrati i sin opbygning, så kan vi ikke være unionen bekendt.
Lad os få en moster af en revidering, hvorom der ikke kan herske tvivl i forhold til om den skal ratificeres i Folketinget eller ved afstemning.
Og kun en gennemgribende reform af EU kan sikre dette.
