Blogtillæg til leoniversen.dk

Jeg vil starte med at undskylde den inaktivitet, der med overgangen til wordpress er indtruffet på denne blog. Derefter er det tid til at præsentere dagens emne:

Kæresten og jeg tog til Berlin i vinterferien. Ud over, at vi missede bussen hjem og derfor var tvunget til at blive dernede en dag længere, så var det en fantastisk tur, som jeg gerne vil dvæle lidt ved.

Det er anden gang, jeg er i Tysklands hovedstad, og begge gange har fået mig til at tænke meget og længe over seriøse emner som krig, frygt og håb. Tysklands historie rummer alle disse ting i rigelige mængder og et besøg i Berlin vidner om dette. Overalt – og her skal ordet vitterligt forstås bogstaveligt – møder man ting, der fortæller eller minder om en tid med enten Hitler, DDR eller den overvældene tumult, som halvfemserne har bragt.

Jeg finder alle disse vidneudsagn betagende.

I Berlin så vi Hitlers monumentale og storslåede bygninger, som man forbander for den stank af fascisme, der følger med, men alligevel ikke har anden mulighed, end at betragte med ærefrygt og – ja – en underlig form for nydelse, som storslåede bygninger giver.

Mange steder ser man DDR’s betonblokke, der er frastødende og triste; der vidner om en tid så blottet for følelser, at selv basal instinktiv æstetik var undertrykt.

Og så er der alle påmindelserne om den seneste tid: omvæltningens. Nye glasfacader og flotte arkitektoniske buer skyder pralende op rundt omkring i den gamle by. Det er som om at nyt og gammelt både harmonere og er i krig. Granit og glas er som skabt til hinanden, så smukt er det, men ungdommen – de nye skud – kan nemt blive for kæphøje og kamme over og blive til mobbere, der hoverer historien.

Intet i Berlin er anonymt eller neutralt. Sådan føles det i hvert fald. Ikke nok med, at alle bygningerne synes slæbe rundt på hver deres dårlige samvittighed. Også hullerne gør mig ængstelig og nervøs. Ja, du læste rigtigt: hullerne. Overalt i Berlin er der huller. Frie rum, hvor der burde være bygninger, liv og konstruktion, men hvor der intet er. Man river ned, for at bygge nyt. Dejligt!, kunne man mene, men har man bare én gang tænkt tanken, at dette er nødvendigt pga. halvfjerds års totalitarisme og idioti, så bliver det aldrig det samme igen.

Det kan måske lyde som, at Berlin er en trist by – og antagelsen er nok ikke helt uden rod i sandheden, men det er ikke helt rigtigt alligevel. Der er noget udefinerbart smukt over de skift i tempi, man møder, når nyt og gammelt krydser bane. Følelsen af historiens vingesus og morgendagens Europa avler ærefrygt og tro på storhed.

Det er fantastisk – og i øvrigt også uhørt – at man får adgang til så megen historie og så megen brændstof til (efter)tanker på et og samme sted – i én og samme by.

Jeg elsker i hvert fald Berlin.

Én ting ved Tyskland er dog kvalmende og næsten lige så trist som den fortid, den både dyrker og taget afstand fra. Det er tyskernes kommercielliering af alt, hvad der har med fortiden at gøre. Anført af sloganet ”historien må aldrig glemmes” har landet taget dets plettede fortid til sig, gjort det til en del af dets identitet og bruger nu meget energi på at eksponere og eksportere dette faktum.

Alt er til salg.

Informationer og troværdighed er populærere. Men også stykker af muren i nøgleringe og autentiske DDR-askebægre er typiske handelsvarer.

Som sagt: alt er til salg.

Man kunne få fornemmelsen, at selverkendelsen er gået over gevind og der eksisterer intet nyt, moderne tyskland – kun videreføreren af historien.