Blogtillæg til leoniversen.dk

Hvor langt skal vi gå for at kende vor fortid til fulde? Og hvor megen uro er det værd at skabe, hvis man vil opnå indsigt i tidligere tider?

Vi skal til Polen. I dag et land med nyfunden demokratisme og international anerkendelse. Medlem af EU og NATO og ganske langsomt på vej til en europæisk storhedstid. Polen bliver om ikke så mange år den væsentligste økonomiske og politiske magt i Østeuropa. Det er de fleste enige om.

Men landet har en fortid. Det statskapitalistiske – eller det kommunistiske, som nogle kalder det – system kan de fleste polakker huske. Og det har sat sine spor. Og det er kampen om denne fortid, der nu er i gang.

Den nuværende konservativt, nationalistiske regering i landet, anført af præsident Lech Kaczynski og tvillingebroderen premierminister Jaroslaw Kaczynski, har gjort det til lov, at alle skal ud med sandheden om deres fortid, såfremt de vil have arbejde i staten. En erklæring under strafansvar for tidligere gerninger skal udfærdiges.
Menneskeretsorganisationer har raset og debatten gået højt i både Polen og resten af verden.

Til trods for, at der nok hovedsageligt ligger nogle strategiske overvejelser til grund for tvillingebrødrenes ønske om erkendelse, så får det én til at tænke. Deres væsentligste grund til ville et opgør, er et håb om, at få luget ud i kritikerne af deres ekstremt højreorienterede projekt; i et land med så mange “sorte fortider”, som det er tilfældet i Polen, er en erklæring som denne et effektivt middel.

Jeg har tidligere her på bloggen behandlet Tysklands fortid. Og mange overvejelser vil gå igen. Også i Polen har vi at gøre med en åbenlys homogenisering af historien, men der er også tilløb til en overdreven fokusering på gårsdagen; i så høj grad, at man risikere at glemme i morgen.

Mange af fortalerne for denne rensen ud, som de kalder det, siger at det ikke skal udvikle sig til en skuepladsmanøvre. Det skal være en positiv og sund oprydning af historien i et land, der trænger til en støvpudsning blandt fortidens gemmer.

Det er de store fisk, de vil gå efter – det er ikke alle og enhver. Det er den intellektuelle og ikke rengøringsdamen.

Og det er i virkeligheden her, min skepticisme tager til, for hvis vi har at gøre med noget universielt – et generelt opgør -, så burde denne skelnen jo ikke være nødvendig. Man foranlediges til at tænke, at vi ikke er vidne til et opgør af ærlig karakter, men i stedet karaktermord på en gruppe personer.

Polens noget roede historie med lige dele magtfuld kirke og stat i store perioder er resulteret i en befolkning, hvor fortiden for mange er noget, der skal gemmes væk. Man har samarbejdet med alt fra kommunister til fascister.

Det kan undre, at ikke flere i det demokratiske EU har gjort noget ud af, at presse polakkerne væk fra denne lov. Både fordi den stinker langt væk af politisk slagside og fordi den på absurd vis forsøger at negligere historien; med en tegneserieagtigt helte-skurke forestilling til følge. Og ligesom i alle andre godt fortalte historier vil vi nok på et eller andet tidspunkt erkende, at dem, vi troede var gode, ikke er så gode alligevel og omvendt.

En anden dimension er, at denne tvungne erkendelse, der er tale om, er uden nogle lignende fortilfælde, jeg kender til, i moderne europæisk historie. Denne aktive inkorporering af den herskende elites tanker om godt og skidt adskiller sig fra “traditionel” europæisk historie dogmatik. Marx havde ret i hans bemærkninger, om den herskende elites magt i forhold til, hvad der var godt og ondt, men denne magt kan bruges på mange måder. Kaczynski-brødrenes eksempel adskiller sig fra fortilfælde i Tyskland og Sovjet ved ikke at være momentane opgør i en umiddelbar efterkrigstid, men i stedet skal loven her fungere som en permanent politisk og menneskelig blacklisting af en gruppe personer, og dét er af åbenlyse årsager gruopvækkende.