Blogtillæg til leoniversen.dk

Drømmen om det stærke og slagkraftige Europa lever i bedste velgående i mange dele af det politiske landskab. Der er føderalisterne, centreret omkring De Radikale og Venstre, som ganske enkelt lider under den overbevisning, at alt der kommer fra Bruxelles per definition er godt. Vi hører fra fok i centrum-venstre, at et stærkt og magtfuldt EU er en nødvendighed for at modstå USA og Kina. Devisen er tilsyneladende, at vi ikke vil lade Det hvide Hus eller andre hundse os rundt i manegen – og at alle skridt skal tages for at stoppe dette.

Det er heller ikke kun i EU, at politikken centreres om regionale magtbastioner, også i Asien, Sydamerika og Afrika er der tale om en regionalisering af væsentlige politikområder med EU som et utvetydigt forbillede. Man kan fristes til at tro, at vi i Europa har fundet guldet, men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis; ikke desto mindre bemærkes det om EU, at andre verdensdele vil kopiere os, dem omkring os vil være med – og at man skal være indenfor for at være imod.

Ikke overraskende fremkommer dette synspunkt oftest fra bureaukratisoldaterne i hjertet af EU. I ved dem, som vedligeholder den absurde institutionsopbygning, som befolkningen herhjemme afgiver demokrati til, og resten af verden må affinde sig med.

Vi er mange, der i virkeligheden ikke har noget i mod et stærkt Europa – faktisk er der områder, hvor det giver utrolig god mening – men derfra og til at tro, at den nuværende konstruktion med dens demokratiske fødselsfejl og uklare definering af, hvilke opgaver den skal tage sig af, er acceptabel – der er lang vej.

Lad os tage et eksempel: Lige nu er der valgkamp i både USA og EU. I Amerika, hvis valgsystem ikke ligefrem plejer at blive fremhævet som værende forbilledligt, turnerer præsidentkandidaterne landet tyndt mens de taler på politik, visioner og ideer – ikke altid med lige meget fokus på politikken, men alligevel. I EU, hvor der også er valgkamp om at besidde præsidentembedet, hvis eller når det bliver oprettet, er det ikke befolkningen, der skal overbevises om noget som helst. De bliver nemlig ikke spurgt.

Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen er en af outsiderne til at blive den første præsident for EU. Hans valgkamp har således indtil nu bestået i at snyde befolkningen for en folkeafstemning og kvæle substantiel debat om, hvilken retning, vi ønsker, Europa skal bevæge sig i, og den vil fortsætte med en skræmmekampagne, der skal få befolkningen til at glemme politiske og demokratiske overbevisninger, til fordel for mantraet jeg skitserede i starten, nemlig at jo mere Union vi har, jo bedre er det.

EU er en underlig selvopfyldende profeti – forstået på den måde, at institutionens navn er det væsentligste argument, der benyttes for at udvide kompetencerne, den tillægges. Vi skal gå med – for at være med.
Det er således svært ikke at savne mere substans i debatten fra føderalisternes side, f.eks. vil jeg da gerne høre Fogh snakke om, hvilken rolle Danmark skal spille i det Europa, han vil have os mest muligt integreret i. Jeg vil da gerne vide, hvordan han indtil nu har ageret i ministerråd og deslige. Det er nemlig sjældent, at landets leder finder det nødvendigt at informere folket om dette; f.eks. kan vi kun gisne om og sjusse os frem til, hvordan Fogh forholdte sig til genforhandlingen af den traktat, han ikke ville spørge os om. Føderalisterne herhjemme og i Europa generelt savner ganske enkelt demokratisk klangbund i deres projekt – og de må bremses, hvis vi vil have nogen som helst indflydelse på politikken, så den ikke overlades yderligere til en lille, lukket EU-elite.

Hele denne udredning viser også, at de mere fornuftige kræfter i centrum-venstre, som gerne vil have Union, men med et mere menneskeligt ansigt, også må tænke sig om, når de agerer i forhold til spørgsmålet om et stærkt europæisk samarbejde.

Der er nemlig god resonans i idéen om at overlade politikområder til en eller flere overnationale institutioner, men hvis vi derved afgiver muligheden for at præge dem til en beslutningsproces, som ikke lader vide, hvad den vægter og vælger – og som ikke står til ansvar for deres prioriteringer, så er det jo ikke for det bedre.

Ideen om et slagkraftigt alternativ til USA, der skaber positive resultater for verden, er vi mange som forføres af. Men der ligger også et væsentligt ansvar på vores skuldre for at sikre, at det stærke regionale alternativ bærer sin egen umyndiggørelse i sig selv. Med en institution, dyrker en svær solipsisme, når den ikke kan gøre debatten om dens eksistens substantiel. Det er denne problematik, vi må gøre os klar, når forbeholdsdiskussionen i dag raser. For ikke alene skal det ikke lykkedes Fogh at føre valgkamp, som han gør det herhjemme, hvor han truer sig til magten; vi skal også vide, hvad vi siger ja og nej til.

Det stærke regionale styre vil kun være en forbedring, så længe den repræsenterer en demokratisk forlængelse af de nationale parlamenter, som tager sig af de sager, der ikke er grund til at føre op på højere plan.