Blogtillæg til leoniversen.dk

I Sverige varsler 11.000 sygeplejersker og studerende kollektiv opsigelse, hvis ikke en lønstigning indfinder sig. Konkret kræver de 5000 kroner mere i posen. Dette er sket på privat initiativ og med så stor kraft, at utilfredsheden har sendt rystelser gennem hele det svenske system. Mange sundhedsstuderende siger lige ud, at hvis der ikke sker ændringer, så kommer de til at arbejde i Norge, når de er færdige.

I Sverige fører de klassekamp. Det handler om arbejdstagernes fortjeneste for det arbejde, de udfører. Eksempelvis når der i initiativtagernes manifest spørges:

“Hvor logisk eller moralsk forsvarligt er det, at sygeplejerskerne i Västerås er blevet tilbudt 3 procent i lønstigning, samtidig med at landstingsdirektøren har fået 50 procent i lønstigning?”

Ser mod Finland
Formanden for dansk sygeplejeråd, Connie Kruckow, afviser, at kollektive opsigelsestrusler vil komme fra hendes organisation. Det er ulovligt ifølge den danske lovgivning. Men at konflikten skal tages seriøst vises ved, at man denne gang har udtaget hele styrken, ikke de tidligere 10 %.

Inspirationen til dette pres fra svenske sygeplejersker skal findes i Finland. Her truede 12.800 sygeplejersker kollektivt med at sige op, hvis ikke der blev ydet en indsats for at lukke lønkløften mellem kvinde- og mandefagene i det offentlige. Problemerne og argumenterne var de samme, som dem, danske sygeplejersker i disse dage har strejker for. Underbetalingen af dette typiske kvindefag er så massiv, at det er beskæmmende for de ellers så lighedselskende skandinaviske velfærdsstater. Og effekten var tydelig.

Størstedelen (i omegnen af 2 ud af 3) af de finske sygeplejersker fik en massiv lønstigning på 22-28 % over de næste fire år. Der er tale om medlemmerne af TEHY, én af de tre fagforeninger, som repræsenterer sygeplejersker i den offentlige sektor.

Minna Minkinnen, der udover at være bestyrelsesmedlem i SF Ungdoms finske søsterorganisation VANU også er uddannet sygeplejerske og socialarbejder, er positiv overfor lønstigningen, som den finske venstrefløj støttede og kæmpede for. Men hun vil samtidig have folk til at tænke over sektoren som en helhed:

“Det hænger sammen: hvis lønnen ikke er tilpas attraktiv, kommer der ikke nye folk i sektoren. Heroppe siger vi, at det er som et hjul. Det handler ikke kun om lønnen, hele sektoren er under pres, man overarbejder, stresses og nedslides. Derfor er der brug for en massiv indsats”.

Visioner. Velfærd. Ligestilling.
For Minna handler det ikke bare om penge, men en samlet vision for de skandinaviske velfærdssektorer:

“Det er billigere, bedre og mere effektivt, hvis du har et arbejdsmarked, der ikke resulter i førtidspensioner og stress, men i stedet et, hvor medarbejderne kan være hele deres arbejdsliv og -dag. Giv os en mulighed for at gøre vores arbejde – det kan vi ikke med et underbetalt system”.

At sygeplejerskernes lønkamp virkede i Finland er der altså ingen tvivl om. Men der er stadig lang vej endnu, mener Minna, som fortæller, at hele den offentlige velfærd er under pres. For hende er privatiseringer og udliciteringer noget af det værste, når det fører forringelser af det offentlige med sig. Hun kan se, hvordan der er stærke egeninteresser i spil, når flertallets offentlige velfærd mindskes til fordel for virksomheds søgen efter profit.

Derfor er hun også enig i, at der her er tale om klassekamp. Og hun peger ligesom de svenske studerende på Norge, som et eksempel på et land, hvor der tages hånd om nogle af de problemer, det offentlige møder. Ligelønskommissionen, som har krævet 3 mia. ekstra til kvindefagene deroppe, er for hende bare et eksempel.

I Finland har både venstrefløjen og feministerne været fremme i skoende i denne debat, noget man forstår på Minnas afslutningsbemærkning om hendes arbejdsgruppe, sygeplejerskerne:

“Kunne man forestille sig, en så stor gruppe mænd, der ville stille sig tilfreds med at være systematisk underbetalte? Nej vel! Derfor er dette ikke bare klassekamp, men også ligestillingskamp!”