Kjønn og Lønn
Ét af de helt centrale emner i den danske debat i forbindelse med den netop startede strejke, er ønsket om en ligelønskommission. Her er SF i teten med et konkret forslag om en arbejdsgruppe, der skal komme med indstillinger til indsatser i juli 2009.
SF har ligeledes lagt op til en seriøs økonomisk indsats fra staten. I finanslovsforslaget er afsat 2 mia. kroner årligt til at lukke den lønkløft, som er åbenlys. Og pengene er selvfølgelig fuldt finansieret i det samlede forslag.
Erfaringerne, som dette bygger på, kommer fra Norge, hvor en ligelønskommission i starten af marts barslede med en længe ventet rapport: ”Kjønn og Lønn”. Heri blev det gjort klart, at der var brug for flere penge til lavtlønnede offentlige ansatte, der som oftest er kvinder.
Det er ikke ualmindeligt at politikere og andre i Danmark vælger at kigge mod Norge, når der skal søges idéer til politikudvikling på det kønslige og arbejdsmarkedspolitiske område. Til trods for, at de norske og danske forhold selvsagt ikke er ens, så er debatterne meget lig hinanden og problemerne, man slås med de samme. Således er der er også lønforskelle mellem kvinder og mænd i Norge og det offentlige sundheds- og plejepersonale er sat bagud i forhold til resten af landet.
Derfor foreslog ligelønskommissionen en lønpulje på 3 mia., der skulle ledsages af en indkomstpolitisk aftale, i stil med de valgløfter man har hørt herhjemme fra bl.a. SF. Men kommissionsrapporten går videre end dette, da den forsvarer puljen med ekstra penge ved at fastslå, at den ulige løn mellem kønnene får svært ved at blive udbedret indenfor rammerne af det nuværende norske forhandlingssystem, der tværtimod er med til at cementere de eksisterende lønforskelle. Der er således – set med kommissionens briller – en meget vigtig pointe, at pengene skal suppleres med en aftale, der øremærker disse; og at pengene til lavtlønsgrupperne ikke følges op af krav fra dem, der ligger på en højere lønsats.
SF Ungdom samarbejder i det daglige med vores søsterorganisation i Norge, Sosialistisk Ungdom. Her tog undertegnede kontakt til Janne Nyhus, der er såkaldt feministisk leder deroppe, for at høre om arbejdet i Norge med en kommission og ligelønsspørgsmålet.
Som noget af det første peger Janne på, at man ikke skal tro, at vi løser problemerne med økonomisk og arbejdspolitisk lighed ved bare at afsætte penge. Således er der i Norge – sideløbende med debatten som ligelønskommissionen har skabt – stor fokus på f.eks. pensionsopsparinger og det faktum, at mændene generelt arbejder flere timer end kvinderne.
Men lønspørgsmålet er vigtigt og også noget SU beskæftiger sig meget med, for deres holdning er klar: dette er også et politisk spørgsmål, partier må forholde sig til. Janne nævner sygeplejerskerne som eksempel: ”Sygeplejerskerne har ikke samme strejkemuligheder som andre faggrupper, da regeringsindgreb foretages relativt hurtigt med henvisning til, at det er et spørgsmål om liv og død. De har altså ikke lige mulighed for at oparbejde samme rettigheder som de typiske mandefag”. Derfor skal man også tage politisk ansvar for disse grupper.
Som i Danmark er overenskomsterne en sag mellem arbejdsmarkedets parter, men det er nødvendigt at anerkende, at staten er arbejdsgiver. Og Janne er klar i mælet, når der spørges til, om det er politikernes ansvar at sikre lønstigninger til lavtlønsgrupper: ”Set borte fra hotelbranchen, er de statslige velfærdsarbejderne – de typiske kvindefag – alene med det massive lønunderskud. Og når der er forskelsbehandling i samfundet, så er det et statsligt spørgsmål”.
Næsten ubevidst finder jeg grund til at understrege overfor Janne, at vi i SFU også støtter de faglige danske velfærdsarbejderes kamp for en anstændig løn, og jeg bliver mindet om, at vi – til trods for, at vi kæmper en politisk kamp inden for to forskellige landegrænser – arbejder for det samme.
Janne fortæller, at der intet folkeoprør er i gang og at en del desværre ikke tænker over, at der ikke er lønmæssig ligestilling i samfundet. At der ikke er mandeløn til kvindefag. I Norge er sundhedsdebatten derimod skandalefokuseret og omdrejningspunktet er udlicitering af offentlige velfærdsydelser.
Derfor må jeg også spørge hende, hvorfor det så synes som, at nordmændene er foran os, når det kommer til tiltag for at sikre ligeløn, bl.a. jævnføre forslaget om en ligelønskommission. Svaret der kommer, synes både bekendt og plausibel i forhold til danske forhold: ”Vi har en stærk fagbevægelse og lange perioder i historien med et solidt centrum-venstreflertal. Men der er problemer. Privatiseringer og deslige sætter velfærden under pres, hvorfor vi heller ikke slapper af. Vi har et godt grundlag, men det kan hurtigt smuldre”.
Og SFU kæmper side om side med vores søstre i denne sag!
