Blogtillæg til leoniversen.dk

Vi var nogen, der havde håbet så inderligt. Men det blev dog heller ikke denne gang.

Frankrig her endnu engang valgt en ny leder, og vanen tro, fristes man til at sige, er det blevet en tonløs, konservativ mand. Et formørket sind, tvinges man til at bemærke.

Sarkozy er bestemt ikke min kop te. Med hans ministerium for indvandring og national identitet og hans afvisning af Tyrkiet med henvisning til bl.a. religionen og hans hetz mod det arbejdende folk i det land, han vil lede, og hans tro på patriarkatet med dets kvælende slips om halsen har han gjort det alt andet end muligt for anstændige mennesker at holde af ham.

Men jeg bemærker dog lys for enden af tunnelen. Dette valg blev nemlig første gang i mange år, at man anede en mulighed for sejr til den bedste kandidat til trods for, at hun var kvinde. Lad os håbe, at vi inden længe vil se denne nødvendighed ført ud i livet.

Det er vist ved at være tid til endnu en status på det franske valg. Og lad os starte, hvor vi slap sidste gang: ved Bayrou.

Den første uge af anden runde var herren i centrum – i mere end én forstand – også en væsentlig faktor i det taktiske spil. Medierne fokuserede næsten mere på ham, end de gjorde på de “overlevende” kandidater.

Bayrou pegede ikke på nogen af kandidaterne. Han valgte at beholde den renhed og integritet, som han havde opbygget i løbet af valgkampen; denne var jo opnået netop i kraft af, at han havde lagt afstand til begge sider. Dog hører det med til historien, at han i det hele taget synes at have lagt sig tættere op at Sego end Sarko, blandt anden i kraft af en meget omtalt tv-debat med socialisten, som den medie-magtfulde borgerlige modkandidat fik begrænset virkningen af.

Men han er snu. Det er ikke dumt, hvad han gør (fortsætter sin neutralitet), om end det giver skuffede miner hos journalister og kommentatorer. Han venter på parlamentetsvalget om en håndfuld måneder og håber på et godt resultat – og så er han i øvrigt også begyndt at føre valgkamp til valget om fem år.

Og nu til status, som den er nu. Det allernyeste, som jeg kan berette om, det er denne debat, der her til aften har været mellem Royal og Sarkozy. Den er blevet spået til at have enorm betydning i forhold til udfaldet af valget. Den er vigtig for begge kandidater. Højre skulle ikke tabe og venstre skulle vinde, sådan sagt lidt karikeret.

Endnu mere karikeret, så kan jeg sige, at rollerne i debatten skulle være omvendt, i forhold til dem, de to kandidater traditionelt har haft. Som jeg flere gange tidligere har beskrevet, så har valgkampen påklistret dem prædikat med hver deres arketyper. Det er disse, de kampagnede på i første runde, hvor polariseringen tjente dem begge, og det er nu disse roller, de gør alt i deres magt for at ryste af dem.

Vi så en Segolene Royal, der gik så meget til angreb, som hun kunne – især i starten – og gjorde, hvad der var i hendes magt, for at fremstå mere som statslederpotentiale, hvilket vælgerne har tvivlet på, hun har i sig. Nicholas Sarkozy, derimod, gjorde hvad han kunne for at være den samlende kraft; han forsøgte at overtage Bayrous tanker om enighed, eller i hvert fald forlig, hen over midten.

Lykkedes det så? Ja det synes jeg. De fik begge kompenseret for deres svagheder og gjort en positiv figur ud af sig selv. Der er lidet tvivl om, at det er Royal, der har fået mest ud af denne aften – jævnfør ovenstående karikerede betragtning, så ville Sarkozy nok helst havde blevet hjemme. Men klarede hun det så godt nok?

Hun var i meget mere statsleder, end hidtil:

“Jeg vil få Frankrig ud af den situation, det befinder sig i i dag.”

Men bliver hun præsident?

Her er der ikke enighed blandt kommentatorerne. “Det er ikke sikkert!”, sagde Svenning Dalgaard, umiddelbart efter rosende kommentarer om hendes suveræne optræden her til aften.

Men jeg vil vove pelsen og give mit bud: nej. Og således har jeg hasarderet mig ud i noget at en win-win situation: får jeg ikke ret, så får Europa glæden af den (uden sammenligning, i øvrigt) bedste kandidat. Og vinder jeg, så er det fordi min analyse holder stik, netop at Frankrig ikke er klar til en kvinde, at hun ikke kan hente 6-8 %, lige meget hvor godt hun klarede den, og at han i virkeligheden er den af de to, der er mest fransk politiker. Han virker bare, som det logiske bud.

Så er den første runde i valget overstået. Som du formentligt har opdaget, var det Royal og Sarkozy, der gik videre. Der er således nu lagt op til et klassisk højre-venstre opgør i anden runde. Men der er mange faktorer, der skal regnes med, og mange brikker, der nu skal på plads, før vi kan danne os det overordnede billede.

Man må sige, at Sarkozy efterhånden fortjener prædikatet storfavorit. Han har ført i meningsmålingerne igennem det meste af valgkampen og han vandt første runde. I det hele taget, så er den modstand, som han har mødt på sin vej, på ingen måde sammenlignelig med den, som Royal har været ude for. Frankrig vil hellere have en bestemt fader, der kan irettesætte, end en blød moder. De vil ikke have en kvinde, ikke flertallet i hvert fald; og således skal Royal i tiden op til sjette maj overbevise om, at hun kan vinde til trods for, at hun er kvinde; mandschauvinismen – med dens perverse afhængighed af patriarkatet – lever godt og trygt i Frankrig, den er sågar accepteret.

Men de to vindere er ikke de eneste, der har indflydelse på, hvordan det valgkampen kommer til at forløbe de næste par uger. Så sikkert sidder Sarkozy ikke, for det handler nu om, at holde sine fløje samtidigt med, at man favner ind over midten. Altså har også de tabende kandidater har noget at sige. Len Pen blev valgets helt store taber med kun ca. 11 % af stemmerne. Både han selv og medierne, der jo har brug for at profilere ekstremisternes mulighed for at skabe sensationer, havde ellers brugt valgkampen på at overbevise om, at han var en reel kandidat, der næsten med garanti ville overraske. Det er svært at sige, hvilken indflydelse han vil få på det videre forløb, men da ham og Sarkozy kæmpede om de samme vælgere, og da UMP-kandidaten havde kopieret meget af Len Pens kampagnestil fra sidste valg, så bliver Sarkozy kritiseret for at have højrenationalistiske tendenser i sin politik – og den kan vise sig svært for han, når han skal kapre den midte, som Bayrou har siddet på i valgkampen.

Også Royal skal bearbejde sin fløj. Hun skal samle venstrefløjen og overbevise vælgerne om, at hun er i spidsen for en samlet alliance; det er både en kamp indadtil og udadtil, for selvom de små socialistiske, kommunistiske og grønne kandidater allerede har peget på hende, og selvom socialistpartiet (socialdemokraterne) selv har valgt hende til præsidentkandidat, så har hun stadig mange politiske fjender i sin nære omkreds, og det kan selvsagt nemt skabe problemer.

Men fløjene bliver ikke den største hovedpine for nogen af kandidaterne: det er derimod Bayrou. Han var valgets overraskelse med 18 % af stemmerne; det er slet ikke nok til, at gå videre, men alt for meget til, at nogen af kandidaterne kan ignorere ham. Skal man sige det firkantet, så sidder han med magten over, hvem der skal vinde dette valg. Den han peger på vil også ligge perfekt i kapløbet om at kapre midtervælgerne. Det er derfor ham, der sidder med mange af de vigtige kort til næste runde af valgkampen, om vi kan være helt sikker på, at han vil spille højt og kræve sig godt betalt, for at smide trumferne i nogen af kandidaternes favør. Valgkampen er derfor slet ikke slut for Bayrou.

Som fortsættelse til sidste post om det franske valg, vil jeg nu skrive lidt om, hvorfor denne afstemning har stor betydning for os her i Danmark og resten af verden. Og så bliver det nok indirekte en lille kommentar til Chiracs regeringstid.

Ved det sidste præsidentvalg i USA var der meget fokus fra samtlige europæiske medier. Hele valgmøder blev faktisk transmitteret på dansk TV, så vidt jeg husker. Det forholdt sig sådan grundet erkendelsen, at amerikanernes valg havde meget stor indflydelse på dansk politik og derfor danskernes hverdag. På samme måde skal man se på det franske valg, om end måske i mindre grad.

Da Chirac blev første gang blev valgt til præsident for snart tolv år siden var en af hans første beslutninger at gennemføre atomprøvesprængninger i Stillehavet. Det gav genlyd netop i det internationale samfund. Og Chirac har også spillet med musklerne i forhold til sine atomvåben ved senere lejligheder. For Frankrig er en stormagt – ja en mindre supermagt, hvis altså du spørger de franske præsidenter selv – og dette standpunkt har de aldrig været blege for at fremføre; det være sig både i tale og handling.

Hvis vi fortsætter i det militære spor, så havde Chirac jo også stor indflydelse da USA krigstog buldrede mod Irak med blandt Danmark på hjul. Sammen med Schröder i Tyskland dannede Chirac opposition til krigsdeltagelsen – blandt andet i Sikkerhedsrådet, hvor Frankrig har fast sæde.

Våben i det hele taget og atomvåben især, det er emner det vedrører hele verden, ikke kun dem, der lever i landet, der besidder dem. Ligeledes er der nok ikke mange, der kan huske tilbage på nyhedsudsendelserne i 2003, der vil benægte, at den præsident, som det franske folk havde valgt, havde stor indflydelse på den danske debat; og der er ingen grund til at tro, det vil blive anderledes med den næste af slagsen.

Der er dog al mulig grund til at tro, at den linie der vil blive lagt vil være meget forskellig alt efter hvem der kommer til magten.

Sarkozy har, ligesom Chirac, bebudet at være gaullist (ideologisk beslægtet med le Général, Frankrigs store fader, Charles de Gaulle). Franskmændene har dog forbehold i denne retning, de betragter ham mere som liberalist – noget der i dette land efter sigende er mere forhadt end kommunismen er det. Ligegyldigt hvad, så har Sarkozy slået sig op at være den store leder og den viljestærke mand, der kan værne om de franske værdier. Man må formode, at det er en linie, som han vil føre videre, når det kommer til udenrigspolitikken. Han bliver hård at forhandle med.

Men der er noget, der gør Sarkozy helt speciel, når det kommer til fransk udenrigspolitik og magtbalancen på det europæiske kontinent. Hidtil har det altid været sådan, at denne politiske gren består af to elementer: hypereuropæisme og antiamerikanisme. Førstnævnte står i øjeblikket på standby (det franske nej til forfatningen var en understregning af den usikkerhed, som det franske folk føler i forhold til det europæiske projekt – denne forbeholdenhed har Sarkozy taget til sig). I forhold til sidstnævnte, så vil valget et eventuelt valg af Sarkozy bringe en omvæltning med sig, for han afviser på ingen måde at samarbejde med amerikanerne på flere områder – han taler sågar for dette. Magtbalanceforskubbelsen, som jeg talte om, kan indtræffe idet, at vi så har både en fransk og en tysk statsleder, der forholder sig mere positivt til USA, end vi er vant til.

Og så til det kvindelige modstykke. Royal er mere som Frankrigs moder, den politiker, der lytter til befolkningen, og vil handle som de ønsker. Hun startede faktisk også ud i sin kampagne med at snakke for netop denne lidt diffuse udenrigspolitiske betegnelse, folkets stemme – kunne man sige, men måtte se sig presset til mere konkrete udspil. Og det er ikke gået lige godt for hende. Hun har haft flere uheldige udmeldinger, der er brugt til at sætte hende i et tvivlsomt lys, som en novice på den internationale scene (hendes største problem er nok, at det er lige, hvad hun er). Hun har dog forsøgt at råde bod på dette.

Der har ikke været snakket nok om de udenrigspolitiske emner i valgkampen, til at vi med rette kan danne os et overblik over, hvilken politik kandidaterne vil føre, men lige meget om det bliver den hårde fader eller den bløde moder – begge titler selvsagt misvisende karikerede – så kan vi dog regne med én stensikker ting: fransk stædighed og national stolthed.

Der, hvor vi danskere mest vil mærke til dette, er i EU. Den franske politiske elite har lige siden føromtalte de Gaulle været primus motor i det europæiske samarbejde, men franskmændene har altid været stolte over sit land, sin vin, sin mad, sit sprog, sin litteratur, sine institutioner – en stærk selvforståelse, kan man sige – og det vil fortsætte. Derfor bliver det – som altid – hårdt at forhandle med en hvilken som helst fransk præsident i Unionen.

Og når man adderer til det, at den franske befolkning i øjeblikket er meget skeptisk over for det Europæiske samarbejde – eller nej, det er forkert formuleret – skeptiske over for samarbejdets resultater og indvirkning på Frankrig, så har vi en præsident, der bliver svær og hård at gøre sig klog på.

Jeg har i flere år fulgt fransk politik tæt og med diffus blanding af frygt og fascination, og derfor er det jo også med stor interesse og deltagelse, jeg har læst om den franske valgkamp i de sidste par måneder. Fransk politik er temperamentets politik. Den er spækket med intriger, beskyldninger, spin og brandtaler.

Den franske valgkamp er som ingen anden. Den bedste måde at fremhæve dette på er nok ved at gengive indledningen fra en artikel i weekendens Information (endnu en af mange udmærkede artikler i denne avis, der beskriver valgkampen med indlevelse og forstand):

“Mens verden endnu engang undrende ser til fra sidelinjen i et fransk præsidentvalg, kan ikke engang franskmændene finde ud af, hvad de vil.”

Denne gang er der især tre kandidater, som bejler til titlen som Frankrigs næste præsident. Socialisten (efter danske forhold: socialdemokraten) Ségolène Royal, den nationalkonservative Nikolas Sarkozy og François Bayrou (ædrueligt set, så er de første to nok de eneste reelle kandidater, men ethvert valg har brug for sin mere ”folkelige” underdog, som kommentatorerne kan gøre til genstand for megen analyse).

Royale og Sarkozy er begge professionelle politikere, det skal man ikke tage fejl af. Begge er de fantaster, når det kommer til den personfiksering, der er i republikken Frankrig i forhold til, hvem der skal lede dem den næste periode.

Ségolène Royal er den nye skikkelse, der dygtigt har spillet på, at hun er kvinde og af hin og andre grunde bliver set som mindreværdig af mange. Derfor skal hun selvfølgelig vælges, netop fordi hun er kvinde; sådan går logikken i hvert fald. Hun har sat sig selv i scene som modsætning til den konservative, tørre Sarkozy, der er gammel i gænge.

Han derimod har i valgkampen formået at vise sig selv frem fra en ny side. Han er blevet mere folkelig, om man vil. Det, der især gør ham næsten genial, er, at han formår at skifte ham igen og igen. Når der diskuteres kriminalitetsbekæmpelse og økonomi tordner han frem med autoritet og modenhed i de jakkesæt vi førhen kun kendte ham med. Men når det kommer til de mere bløde værdier, så skifter udklædningen. Den ene dag skjorte og slips, den næste pullover og lærredssko.

Men de har også deres svagheder. Som andre kvinder lyver Royal om sin alder. Hun er ikke så ung i magtens spil som hun vil gøre sig til, og det gør hende sårbar for personangreb og misforståelser. Blandt andet hendes egen mand har været en af hendes værste rivaler i valgkampens tidligere faser – om det var fordi han gerne selv ville have magten vides ikke, men det er den gængse holdning. Derudover er hun gang på gang blevet upopulær på udtalelser om udenrigspolitikken, blandt andet da hun udtalte sig om taleban på en sådan måde, at man ikke var sikker på, om hun troede de stadig var ved magten i Afghanistan.

Sarkozy har sit enorme temperament (den ene trussel om vold efter den anden dukker nu frem fra fortiden) og han har et liv i politik, der rummer så mange skyggepunkter, at det er en tabersag for ham.

Alt i alt lyder denne måde at føre valgkamp på meget trist og amerikaniseret. Ikke særligt demokratisk, ville mange mene. Men der er det vigtigt at holde for øje, at det franske folk, samtidigt med at have tradition for at være et verdens mest stolte men samtidigt desorienterede, faktisk kunne lære andre meget i forhold til at kvalificere sin stemme.

Om fransk politik er der nogen, der siger, at de første fire måneder af en valgkamp er opvarmning, de næste fire dage er stillingtagen og derefter stemmer man. Med andre ord er det vælgere der tager stilling. Det så vi f.eks. med forfatningstraktaten, hvor Frankrig var vært for den bedste og mest gennemgribende debat, der var at finde i Europa.

Men i år er der noget der er anderledes. De væsentlige politikområder er i nogen grad udeblevet fra debatten og den personfiksering, der altid er, har handlet mindre om deres evne til at lede og handle end den plejer og har mere fnidder, fnadder. Så selvom valgkampens elementer måske ikke stammer fra Amerika men i stedet er en fransk tradition, så er det faktum er de fylder så meget måske en amerikanisering.

Tiden vil vise, om der kommer mere kød på.

Indtil der, så er det svært ikke at læne sig tilbage og nyde den semi-intellektuelle soap-opera, som der er gang i nu.