Blogtillæg til leoniversen.dk

Hvor langt skal vi gå for at kende vor fortid til fulde? Og hvor megen uro er det værd at skabe, hvis man vil opnå indsigt i tidligere tider?

Vi skal til Polen. I dag et land med nyfunden demokratisme og international anerkendelse. Medlem af EU og NATO og ganske langsomt på vej til en europæisk storhedstid. Polen bliver om ikke så mange år den væsentligste økonomiske og politiske magt i Østeuropa. Det er de fleste enige om.

Men landet har en fortid. Det statskapitalistiske – eller det kommunistiske, som nogle kalder det – system kan de fleste polakker huske. Og det har sat sine spor. Og det er kampen om denne fortid, der nu er i gang.

Den nuværende konservativt, nationalistiske regering i landet, anført af præsident Lech Kaczynski og tvillingebroderen premierminister Jaroslaw Kaczynski, har gjort det til lov, at alle skal ud med sandheden om deres fortid, såfremt de vil have arbejde i staten. En erklæring under strafansvar for tidligere gerninger skal udfærdiges.
Menneskeretsorganisationer har raset og debatten gået højt i både Polen og resten af verden.

Til trods for, at der nok hovedsageligt ligger nogle strategiske overvejelser til grund for tvillingebrødrenes ønske om erkendelse, så får det én til at tænke. Deres væsentligste grund til ville et opgør, er et håb om, at få luget ud i kritikerne af deres ekstremt højreorienterede projekt; i et land med så mange “sorte fortider”, som det er tilfældet i Polen, er en erklæring som denne et effektivt middel.

Jeg har tidligere her på bloggen behandlet Tysklands fortid. Og mange overvejelser vil gå igen. Også i Polen har vi at gøre med en åbenlys homogenisering af historien, men der er også tilløb til en overdreven fokusering på gårsdagen; i så høj grad, at man risikere at glemme i morgen.

Mange af fortalerne for denne rensen ud, som de kalder det, siger at det ikke skal udvikle sig til en skuepladsmanøvre. Det skal være en positiv og sund oprydning af historien i et land, der trænger til en støvpudsning blandt fortidens gemmer.

Det er de store fisk, de vil gå efter – det er ikke alle og enhver. Det er den intellektuelle og ikke rengøringsdamen.

Og det er i virkeligheden her, min skepticisme tager til, for hvis vi har at gøre med noget universielt – et generelt opgør -, så burde denne skelnen jo ikke være nødvendig. Man foranlediges til at tænke, at vi ikke er vidne til et opgør af ærlig karakter, men i stedet karaktermord på en gruppe personer.

Polens noget roede historie med lige dele magtfuld kirke og stat i store perioder er resulteret i en befolkning, hvor fortiden for mange er noget, der skal gemmes væk. Man har samarbejdet med alt fra kommunister til fascister.

Det kan undre, at ikke flere i det demokratiske EU har gjort noget ud af, at presse polakkerne væk fra denne lov. Både fordi den stinker langt væk af politisk slagside og fordi den på absurd vis forsøger at negligere historien; med en tegneserieagtigt helte-skurke forestilling til følge. Og ligesom i alle andre godt fortalte historier vil vi nok på et eller andet tidspunkt erkende, at dem, vi troede var gode, ikke er så gode alligevel og omvendt.

En anden dimension er, at denne tvungne erkendelse, der er tale om, er uden nogle lignende fortilfælde, jeg kender til, i moderne europæisk historie. Denne aktive inkorporering af den herskende elites tanker om godt og skidt adskiller sig fra “traditionel” europæisk historie dogmatik. Marx havde ret i hans bemærkninger, om den herskende elites magt i forhold til, hvad der var godt og ondt, men denne magt kan bruges på mange måder. Kaczynski-brødrenes eksempel adskiller sig fra fortilfælde i Tyskland og Sovjet ved ikke at være momentane opgør i en umiddelbar efterkrigstid, men i stedet skal loven her fungere som en permanent politisk og menneskelig blacklisting af en gruppe personer, og dét er af åbenlyse årsager gruopvækkende.

Jeg vil starte med at undskylde den inaktivitet, der med overgangen til wordpress er indtruffet på denne blog. Derefter er det tid til at præsentere dagens emne:

Kæresten og jeg tog til Berlin i vinterferien. Ud over, at vi missede bussen hjem og derfor var tvunget til at blive dernede en dag længere, så var det en fantastisk tur, som jeg gerne vil dvæle lidt ved.

Det er anden gang, jeg er i Tysklands hovedstad, og begge gange har fået mig til at tænke meget og længe over seriøse emner som krig, frygt og håb. Tysklands historie rummer alle disse ting i rigelige mængder og et besøg i Berlin vidner om dette. Overalt – og her skal ordet vitterligt forstås bogstaveligt – møder man ting, der fortæller eller minder om en tid med enten Hitler, DDR eller den overvældene tumult, som halvfemserne har bragt.

Jeg finder alle disse vidneudsagn betagende.

I Berlin så vi Hitlers monumentale og storslåede bygninger, som man forbander for den stank af fascisme, der følger med, men alligevel ikke har anden mulighed, end at betragte med ærefrygt og – ja – en underlig form for nydelse, som storslåede bygninger giver.

Mange steder ser man DDR’s betonblokke, der er frastødende og triste; der vidner om en tid så blottet for følelser, at selv basal instinktiv æstetik var undertrykt.

Og så er der alle påmindelserne om den seneste tid: omvæltningens. Nye glasfacader og flotte arkitektoniske buer skyder pralende op rundt omkring i den gamle by. Det er som om at nyt og gammelt både harmonere og er i krig. Granit og glas er som skabt til hinanden, så smukt er det, men ungdommen – de nye skud – kan nemt blive for kæphøje og kamme over og blive til mobbere, der hoverer historien.

Intet i Berlin er anonymt eller neutralt. Sådan føles det i hvert fald. Ikke nok med, at alle bygningerne synes slæbe rundt på hver deres dårlige samvittighed. Også hullerne gør mig ængstelig og nervøs. Ja, du læste rigtigt: hullerne. Overalt i Berlin er der huller. Frie rum, hvor der burde være bygninger, liv og konstruktion, men hvor der intet er. Man river ned, for at bygge nyt. Dejligt!, kunne man mene, men har man bare én gang tænkt tanken, at dette er nødvendigt pga. halvfjerds års totalitarisme og idioti, så bliver det aldrig det samme igen.

Det kan måske lyde som, at Berlin er en trist by – og antagelsen er nok ikke helt uden rod i sandheden, men det er ikke helt rigtigt alligevel. Der er noget udefinerbart smukt over de skift i tempi, man møder, når nyt og gammelt krydser bane. Følelsen af historiens vingesus og morgendagens Europa avler ærefrygt og tro på storhed.

Det er fantastisk – og i øvrigt også uhørt – at man får adgang til så megen historie og så megen brændstof til (efter)tanker på et og samme sted – i én og samme by.

Jeg elsker i hvert fald Berlin.

Én ting ved Tyskland er dog kvalmende og næsten lige så trist som den fortid, den både dyrker og taget afstand fra. Det er tyskernes kommercielliering af alt, hvad der har med fortiden at gøre. Anført af sloganet ”historien må aldrig glemmes” har landet taget dets plettede fortid til sig, gjort det til en del af dets identitet og bruger nu meget energi på at eksponere og eksportere dette faktum.

Alt er til salg.

Informationer og troværdighed er populærere. Men også stykker af muren i nøgleringe og autentiske DDR-askebægre er typiske handelsvarer.

Som sagt: alt er til salg.

Man kunne få fornemmelsen, at selverkendelsen er gået over gevind og der eksisterer intet nyt, moderne tyskland – kun videreføreren af historien.