Blogtillæg til leoniversen.dk

Således står der i øjeblikket på forsiden af Christianias hjemmeside:

Politiet er ved at rydde Cigarkassen på Midtdyssen
-
Kom og hjælp
hjælp til at holde gemytterne nede
hjælp til at forsvare vores huse med fredelige midler
hjælp til at vise vi er mange

Denne kommentar er selvsagt meget, meget vigtig. Det er denne tankegang, langt de fleste mennesker, der ikke tror på normalisering som et positivt buzzword, lever efter. Det er denne måde at tænke oprør og protester på, som den brede del af alle os i denne rummelige bevægelse praktiserer. Denne bevægelse der ikke vil nøjes med frihed til forskellighed (dermed ikke sagt, at det er det, de borgerlige magthavere i øjeblikket dyrker, tværtom) – vi vil have tilskyndelse til forskelighed. At kaste med en flaske er lige så meget fascisme, som det at lægge folk i håndjern uden grund (for det sker i stigende grad i Danmark). Derfor: det er ikke dem, der kaster flasker, som repræsenterer den kamp, vi er så mange der kæmper.

Lige nu er der uroligheder på Christiania; ligesom dem vi så i forbindelse med Ungdomshusets nedrivning.

Vigtigt er det i denne sag, at det tilsyneladende ikke er christianitterne, der slås. Lige nu står der rent faktisk beboere rundt omkring på fristaden i chok og bemærker, at det jo ikke er folk, der lever på stedet, som skaber uro.

Jeg er utvetydigt og hårdnakket modstander af politisk motiveret vold, såvel som vold af nogen art, når det sker i et rigt smørhul som Danmark. Der er ingen undskyldninger.

Men når det er sagt, så skal I, der sidder og trækker i trådende ikke tro, at jeg giver jer ret. Denne gang er det Slots og Ejendomsstyrelsen, der krævede at politiet rev et hus ned, vel vidende at et civilt søgsmål om selv samme hus ville blive afgjort i næste uge. Det er ikke alene en heftig krænkelse af retssikkerheden, det er simpelthen forrykt.

I forbindelse med Christiania har det andre gange været regeringen, der ville nedrive adskillige lovligt opførte boliger (ifølge føromtalte styrelse). Er det, hvad ordet “normalisering” dækker over, at det er magthavernes ret at bestemme, hvem der må bygge hvor; og at de sågar må rive lovligt byggeri ned for at please nogle ærgerrige byggematadorer?

Det omtalte hus var ingen terrorredde eller det, der var værre. Det var et hus, der i 2002 var udsat for brænd, og som senere hen er blevet et sted, hvor hjemløse kunne overnatte. Dette ydmyge domicil var en tårn i øjet på dem, der ville “normalisering”. Er det det samfund vi vil have?

Nej vel!

Spørger du producenterne af alle de tv-serier, som vi bombarderes med, om der er noget udfordrende og horisontudvidende ved det program, som de har skabt, så siger de fleste af dem formentligt ja. Det kan vi dog ikke pr. automatik tage for gode varer

Nej, vi har nok alle sammen vendt os til, at reality-TV, det er noget som vi alle siger, at vi ikke ser, men så engang alligevel kommer til at følge en smule. Der er noget dejligt opløftende over desperate ekshibitionister, der på fornedrende vis gøres enten til grin eller opløftes til overmennesker på TV. Vi elsker det alle sammen.

Men nu er der pludseligt sket noget. En celebrity udgave af Big Brother skabte som bekendt international uro mellem England og Indien. På programmet var både debat om racisme, grænserne for TV-shows og landendes fælles – og i det store hele voldsomme og ubehagelig – historie sammen

Sagen blev så presserende, at Tony Blair måtte udspørges om det. Jeg ved ikke, om det er første gang, at en statsleder har skullet svare på spørgsmål om en bestemt episode af en konkret tv-serie i sit eget parlament.

Men jeg håber det så sandelig.

Men hvad var det i det hele taget, som satte uroen i gang? Jo, den indiske skønhed (indernes egne ord og bevares – jeg giver dem ret) Shilpa Shetty blev offer for racistiske bemærkninger i showet. Der blev blandt andet sagt:

“Det er ikke mærkeligt, at de er så tynde i Indien, hvis det er sådan, de steger en kylling (…) Man kan jo heller ikke vide, hvor de fingre har været”.

Det er såmen ikke så interessant, at Shilpa er blevet hånet og forulempet. Skræmmende og kvalmende er det dog altid, når man støder på racisme. Men desværre (og det er med tryk på desværre) sker det overalt og konstant. Det virkeligt interessante er jo, at denne sag blev så stor. At der blev taget stilling til den – og at man gjorde noget ud af det.

Den fik også en lykkelig udgang, kan man synes. ”Mobberen”, den tidligere skønhedsdronning Danielle Lioyd (det var hende med kyllinge-kommentaren) er blevet uhyre upopulær i England. Den værste af plageånderne blev smidt ud af showet. Og Shilpa vandt showet.

Og inderne – og her kommer i virkeligheden det, der i særdeleshed er væsentligt – gav deres tidligere koloniherrer en tiltrængt reminder om deres fælles historie. Offeret og mobberen i denne realityserie blev pludseligt mere en blot kendisser – de var symbolerne på det land, som de repræsenterede.

Selvom englænderne (heldigvis) var nok så fortørnede over den måde, som Shilpa blev behandlet på, så have showet lidt en glans over sig af et international topmøde, som disse vil tage sig ud i det enogtyvende århundrede. Her havde vi de to landes delegerede – to folkekære skønheder, der er kendt for dén væsentligste egenskab: deres udseende – som mødtes der, hvor tingene sker: omgivet, overvåget og spækket med kameraer.

Hvem var den bedste scenelus, som kunne henlægge seerne til dån og underkastelse?

Men ikke nok med det. For dette blev også en af de første gange, hvor producenterne af disse shows rent faktisk har fået ret i, hvad de lover, nemlig at reality kan være uddannende. Denne udgave af Big Brother er blevet, om end tilfældigt, hvad genren har uanede muligheder for: nemlig en debatskabende institution og en spiller i den konstante værdidiskussion, der kendetegner et hvert samfund.

Det er i kløften mellem de psykologiske eksperimenter og den nøje planlagte morale af disse, at man finder reality’ens værdi. Man må aldrig (!) tage hvad man ser i disse shows for gode varer eller sandfærdige udsagn, men vi har nu et eksempel på, at de dog er brugbare som noget andet end dokumentarprogrammer (som de gerne hævder at være) nemlig som kataloger af cases, der kan bruges når tankerne skal i gang og debatten lives nødvendigt op.