Blogtillæg til leoniversen.dk

Hej derude… Tænkte det var ved at være tid til en opfriskning på, hvad jeg har gået og bedrevet den sidste tid med. For jeg har haft travlt. Der er især tre ting, som udover arbejdet skal nævnes. Blandt andet har jeg af flere omgange været ude at rejse

Jeg var i Finland og se ved selvsyn, hvordan de fører valgkamp deroppe. VANU (Ung Venstre) er SFU’s finske søsterorganisation – og det var sjovt at komme op og snakke med dem. Det finske valgsystem er meget anderledes end det danske og valgkampen er uhyre personfikseret. Derfor kræves det, at du bruger mere af din tid på at vise dit ansigt og nummer (på stemmesedlen) end på at diskutere politik

Og så har jeg været i Moldova, hvor jeg har været én af SFU’s repræsentanter til generalforsamlingen i ”European Network of Democratic Young Left”, ENDYL. Og det gik godt. Jeg stillede op til bestyrelsen og blev også valgt, så jeg er nu føje styrelsesarbejde af en international organisation til listen over spændene ting, jeg får lov at beskæftige mig med.

Vores Moldovianske kammerater tog sig tid til at vise os rundt i hovedstaden, Chisinau. Farverne brillerede ved deres ved deres fravær og gråtonerne ikke bare dominerede, men synes næsten at have monopol. Dermed ikke sagt, at det er trist. Jeg tror faktisk ikke, at jeg på noget tidspunkt fandt det elegisk. Selvom langt, langt de fleste bygninger var gamle og mange var ved at falde fra hinanden, i bogstaveligste forstand, så var der en positiv stemning.

Men hvad ved jeg. Hver gang, når jeg har været ude at rejse, står jeg tilbage med den samme følelse: jeg tænker, at jeg slet ikke har set tilnærmelsesvis nok til, at jeg kan udtale mig om et land. Sådan er det også denne gang. Hovedstaden, der selvom den siges, at rumme op mod en million indbyggere, ikke synedes at rumme de urban forhastelse, som man normalt forbinder med byer af den størrelse. Det var anderledes.

På min hjemmeside kan du finde billeder fra både Moldova og Finland.

Og slutteligt, så har der været landsmøde i SFU. Historisk stort. Historisk fedt. Så der har, som du nok kan fornemme, været rigtigt meget tryk på i de sidste uger. Men det er kun godt.

Jeg vil starte med at undskylde den inaktivitet, der med overgangen til wordpress er indtruffet på denne blog. Derefter er det tid til at præsentere dagens emne:

Kæresten og jeg tog til Berlin i vinterferien. Ud over, at vi missede bussen hjem og derfor var tvunget til at blive dernede en dag længere, så var det en fantastisk tur, som jeg gerne vil dvæle lidt ved.

Det er anden gang, jeg er i Tysklands hovedstad, og begge gange har fået mig til at tænke meget og længe over seriøse emner som krig, frygt og håb. Tysklands historie rummer alle disse ting i rigelige mængder og et besøg i Berlin vidner om dette. Overalt – og her skal ordet vitterligt forstås bogstaveligt – møder man ting, der fortæller eller minder om en tid med enten Hitler, DDR eller den overvældene tumult, som halvfemserne har bragt.

Jeg finder alle disse vidneudsagn betagende.

I Berlin så vi Hitlers monumentale og storslåede bygninger, som man forbander for den stank af fascisme, der følger med, men alligevel ikke har anden mulighed, end at betragte med ærefrygt og – ja – en underlig form for nydelse, som storslåede bygninger giver.

Mange steder ser man DDR’s betonblokke, der er frastødende og triste; der vidner om en tid så blottet for følelser, at selv basal instinktiv æstetik var undertrykt.

Og så er der alle påmindelserne om den seneste tid: omvæltningens. Nye glasfacader og flotte arkitektoniske buer skyder pralende op rundt omkring i den gamle by. Det er som om at nyt og gammelt både harmonere og er i krig. Granit og glas er som skabt til hinanden, så smukt er det, men ungdommen – de nye skud – kan nemt blive for kæphøje og kamme over og blive til mobbere, der hoverer historien.

Intet i Berlin er anonymt eller neutralt. Sådan føles det i hvert fald. Ikke nok med, at alle bygningerne synes slæbe rundt på hver deres dårlige samvittighed. Også hullerne gør mig ængstelig og nervøs. Ja, du læste rigtigt: hullerne. Overalt i Berlin er der huller. Frie rum, hvor der burde være bygninger, liv og konstruktion, men hvor der intet er. Man river ned, for at bygge nyt. Dejligt!, kunne man mene, men har man bare én gang tænkt tanken, at dette er nødvendigt pga. halvfjerds års totalitarisme og idioti, så bliver det aldrig det samme igen.

Det kan måske lyde som, at Berlin er en trist by – og antagelsen er nok ikke helt uden rod i sandheden, men det er ikke helt rigtigt alligevel. Der er noget udefinerbart smukt over de skift i tempi, man møder, når nyt og gammelt krydser bane. Følelsen af historiens vingesus og morgendagens Europa avler ærefrygt og tro på storhed.

Det er fantastisk – og i øvrigt også uhørt – at man får adgang til så megen historie og så megen brændstof til (efter)tanker på et og samme sted – i én og samme by.

Jeg elsker i hvert fald Berlin.

Én ting ved Tyskland er dog kvalmende og næsten lige så trist som den fortid, den både dyrker og taget afstand fra. Det er tyskernes kommercielliering af alt, hvad der har med fortiden at gøre. Anført af sloganet ”historien må aldrig glemmes” har landet taget dets plettede fortid til sig, gjort det til en del af dets identitet og bruger nu meget energi på at eksponere og eksportere dette faktum.

Alt er til salg.

Informationer og troværdighed er populærere. Men også stykker af muren i nøgleringe og autentiske DDR-askebægre er typiske handelsvarer.

Som sagt: alt er til salg.

Man kunne få fornemmelsen, at selverkendelsen er gået over gevind og der eksisterer intet nyt, moderne tyskland – kun videreføreren af historien.